Økonomi i biler - 1-2000

Tekst af: Bente Ovesen og Viggo Rasmussen

Kan det betale sig at yde støtte til invalidebiler?, spørger Hjælpemiddelinstituttet i en ny rapport.

Hvad er effekten af en invalidebil?, hvordan med alternative transportmuligheder og hvad er de samfundsmæssige omkostninger? Det er nogle af omdrejningspunkterne i en ny rapport fra Hjælpemiddelinstituttet med titlen ”Økonomisk evaluering af hjælpemidler” - med invalidebiler som eksempel.
I rapporten kan man læse, at brugerne selv afholder 60% til invalidebil med ændringer og 75%, når bilen er uden ændringer. I gennemsnit betaler hver bruger 21 - 27.000 kr. om året for at være kørende i egen bil.

Det offentlige sparer
En kasseanalyse viser, at det kan betale sig for det offentlige at yde støtte til en invalidebil fremfor taxakørsel, hvis transportbehovet overstiger 10 – 30 km om ugen. Statens indtægter i form af skatter og afgifter er i øvrigt større end kommunernes udgifter til invalidebiler.
Selv om undersøgelsen er baseret på stikprøver i kun seks kommuner i 1998, er det tydeligt, at invalidebiler er en mindre belastning for det danske samfund end taxakørsel. Her må man tilføje, at taxakørsel er det eneste realistiske alternativ til handicapbil, sådan som transportsystemet fungerer herhjemme.

Større viden efterlyses
Desuden peger rapportens forfatter, forskningskonsulent Åse Brandt på, at større viden i befolkningen om de overordnede tildelingskriterier kunne medføre færre afslag på ansøgninger. Hun mener også, at en håndbog til fagpersoner kunne sikre kvaliteten i kommunernes sagsbehandling.

Hjælpemiddelinstituttet ønsker med denne første rapport af sin art at sætte gang i sundhedsøkonomisk evaluering på hjælpemiddelområdet.

Bestilling af gratis rapport hos Hjælpemiddelinstituttet i Tåstrup, tlf.: 43 99 40 35.