Brev fra Finansministeren - 1-2000

Tekst af: Mogens Lykketoft

Paraplegikerkredsen fremsendte PARAPLEGI nr.4/1999 til Finansminister Mogens Lykketoft med henvisning til lederen "Tillykke lykkelige Lykketoft".
I Finansministerens svar anmoder han om, at PARAPLEGI bringer svaret. Så det gør vi!

Kære Anders J. Andersen

Det gjorde mig ondt at læse din leder i seneste nummer af jeres blad. Den tillægger mig holdninger og intentioner, jeg aldrig har haft og giver en fremstilling af udviklingen i det danske samfund i de sidste syv år, der er forkert.
Du starter din leder med at kritisere dét udspil om begrænsning af vederlagsfri fysioterapi, som har været drøftet mellem regeringen og Amtsrådsforeningen på baggrund af den eksplosive stigning i udgifterne på området.
Som bekendt er forslaget ikke gennemført. I regeringen har vi lyttet meget til handicaporganisationernes kritik og vi vil ikke insistere på at forslaget gennemføres. Jeg håber, at der i stedet kan forhandles en anden og mere tilfredsstillende ordning på plads med DSI.
Du ser dette forslag som del af et mønster med besparelser og brugerbetaling, som skulle gøre mig lykkelig. Det er noget nonsens.
Der er ikke gennemført store besparelser og indført en masse brugerbetaling i denne regerings tid. Jeg er personligt en lidenskabelig tilhænger af, at de socialt vigtige serviceydelser fortsat finansieres af skatter og afgifter og stilles til rådighed for alle med behov, så det ikke er den private pengepung, der bestemmer den enkeltes muligheder for at få f.eks. pleje og omsorg.
Du kan spørge, hvordan forslaget om at lade de velhavende betale for praktisk hjemmehjælp passer ind i denne holdning. Som du måske er bekendt med, lagde forslaget sig noget hen efter de gældende betalingsregler for midlertidig hjemmehjælp, og lignede i øvrigt, hvad der var gældende regler helt frem til slutningen af 1980’erne og igen i 1992. Efter min mening var dét et ganske fornuftigt forslag, der kunne bidrage til, at der blev flere ressourcer til dem uden store private midler. Men som bekendt var der ikke flertal for forslaget, selv om det havde sit ophav blandt både borgerlige og socialdemokratiske borgmestre i KL. Forslaget var ikke oplæg til en skrue, der skulle skrues på. Jeg vil aldrig nogen sinde medvirke til generel brugerbetaling for hjemmehjælp.
Jeg undrer mig over dine betragtninger om nedskæringer på boligydelsen, idet de gennemførte ændringer er af meget behersket omfang og især berører folk med større indtægt og/eller yderst beskeden egenbetaling af husleje. Regeringen har heller ingen hensigt om at ramme almindelige pensionister på medicinregningen.
Det er endelig heller ikke min opfattelse, at det skal være vanskeligere at få førtidspension. Som du ved er syv partier enige om hovedprincipperne for en reform af førtidspension, som jeg også hører en positiv modtagelse af fra DSI.
Når der aktuelt kun tildeles ret få førtidspensioner, så tror jeg først og fremmest det skyldes, at kommunerne omsider lever op til deres forpligtelse til at lave effektive revalideringsforsøg. Men for mange vil det jo ikke lykkes, og vi vil derfor efter en kort overgangsperiode se en ny stigning i tilgangen til førtidspension, fordi mange har et uafviseligt behov herfor.
Din statistik om udgiftsstigninger er absolut uanvendelige til at understøtte din påstand om, at vi har forsømt de centrale velfærdsområder.
Et eksempel på faldgruberne i tallene er den påståede forøgelse af bevillingerne til erhvervspolitik: Der er alene tale om en erhvervsbetalt regning i form af højere grønne afgifter, der er tilbageført til støtte for miljøforbedring og energibesparelse.
De helt store milliardbeløb i ekstra offentlige udgifter i denne regerings tid er afholdt på social-, sundheds- og uddannelsesområdet.
På det sociale område er det især børnepasning (170.000 flere børn passet!) der har trukket milliarder. Men kommuner og amter har haft de procentvis højeste stigninger i personaleforbrug og udgifter på områder som psykisk syge, truede børn og handicappede.
Din afsluttende påstand om, at modsætningerne (=ulighederne) i Danmark er øget, er heldigvis også ukorrekt. I modsætning til stort set alle landene omkring os, har vi i det danske samfund de sidste syv år fastholdt en solidarisk byrdefordeling. Udligningen mellem høj og lav, mellem rig og fattig – er ikke blevet svagere. Det er blevet en lille smule stærkere. Og der er næppe i dette øjeblik noget andet land i verden, der har en mere retfærdig indkomstfordeling.
På denne baggrund forstår jeg ikke dit heftige og meget personlige angreb.
Jeg vil anmode dig om at bringe dette brev i næste nummer af jeres blad, ligesom jeg meget gerne deltager i møde/diskussion med dig om de temaer, vi nu har skrevet til hinanden om.
Jeg er naturligvis interesseret i at høre, hvor du mener, der er konkrete behov for at forbedre indsatsen for de handicappede. Som bekendt har Socialdemokratiet været drivkraften i at opbygge de danske velfærdssamfund, og vi vil også sørge for, at det er skruet socialt rigtigt og økonomisk bæredygtigt sammen i det nye århundrede.

Mange venlige hilsner
Mogens Lykketoft

Kopi til socialminister Karen Jespersen