Suset på vandet - 1-2000

Tekst af: Thomas Pagh

På Paraplegikerkredsens og Egmont Højskolens sommerkursus 99 var der vandski på programmet som de mange foregående år. En sikker succes.
Det blev det også for Thomas Pagh, som er tetraplegiker og som meldte sig til vandskikurset.

Da jeg valgte vandski ved tilmeldingen til Sommerkurset 99, havde jeg egentlig ikke tænkt nærmere over, hvad det var, jeg gik ind til. En tetra på vandski, jeg måtte være VANDvittig!! Jeg ville jo vælte hele tiden, og hvad med det kolde vand?, jeg ville aldrig få varmen igen. Jeg spurgte mig selv, hvordan det overhovedet skulle kunne lade sig gøre. Alene det at holde balancen på et par sitski uden at kunne bruge hverken ryg-, bryst- eller mavemusklerne, det virkede uladsiggørligt.

Glemte det kølige vand
Da vi så skulle starte den første dag, viste det sig, at der var en instruktør med, Lars, som stod ved siden af på en enkelt vandski. Lars hjalp med starten og med balancen. Vandskien, som jeg sad i, havde en klods på forenden, hvor linen til båden kunne sidde fast, så det var bare et spørgsmål om at holde fast i sædet, imens skien blev trukket rundt af båden, og Lars holdt fast i mig, så jeg ikke væltede.
Det var en fed fornemmelse at suse afsted. Det kølige vand havde jeg glemt alt om, jeg havde travlt nok med ikke at vælte og følte hele tiden, at hvis ikke Lars holdt ved, ville jeg miste balancen og ryge i med det samme.

Holdt selv linen
Andendagen forløb ligeledes med, at Lars holdt balancen for mig, og linen sad stadig fast i skien. Jeg var da heller ikke væltet endnu, for hvad nu hvis jeg fik hovedet under vandet og ikke kunne trække vejret? Til gengæld følte jeg mig mere sikker på vandet, så nu skulle der snart til at ske lidt mere. Mai-Britt, en anden tetra på holdet, havde prøvet selv at holde linen og havde også selv holdt balancen på de lige stræk. Så det måtte jeg også kunne!
Efter et mislykket forsøg på tredjedagen, hvor jeg i øvrigt havde glemt alt om at være bange for at drukne, fik jeg i andet forsøg selv hold om linen, og da Lars så slap mig, og jeg selv fløj af sted hen over vandet, kom det første sus. Det var helt vildt godt. Vandskien suste gennem vandet, og jeg følte, jeg havde fuld kontrol, så nu ville jeg prøve selv at holde balancen i svinget. Også det gik godt, så nu var der ikke noget, jeg ikke kunne.

Suveræn oplevelse
På fjerde- og femtedagen styrede jeg selv rundt. Jeg prøvede såmænd også selv at holde linen, når båden startede. I starten havde jeg bare holdt balancen i bådens kølvand, men nu var jeg jo begyndt at styre lidt; først lidt til den ene side, så lidt til den anden, og lige pludselig var jeg havnet helt ude på venstre side af bådens kølvand! Jeg prøvede at læne mig mod højre for at komme tilbage midt i kølvandet, men blev stoppet af bølgen, så helt ud i venstre side og så tilbage. Igen blev jeg stoppet af bølgen. Nu ingen panik! Jeg var jo ikke væltet endnu, så jeg lænede mig så langt til venstre, jeg kunne, og så helt til højre. Denne gang lykkedes det. Jeg kom op over bølgen og tilbage midt i kølvandet. Det skulle prøves igen og igen og igen - ud i højre side, ind over kølvandet, henover bølgerne og ud i venstre side. JEG STYREDE SELV!
Der gik dage, inden suset havde lagt sig, og det brede smil var aftaget. Det var helt suverænt. Til alt held kunne mine armbøjere(biceps), som havde holdt linen hele dagen, stadig bruges i baren i de senere nattetimer.

Endnu engang har det vist sig, at intet er uladsiggørligt. Nogle ting kræver bare mod, tålmodighed, fantasi og alternative metoder.