Jeg har endnu ikke vundet mit sidste løb - 1-2000

Tekst af: Birgitte Bjørkman

Er der plads til sårbarhed og at blive tanket op psykisk, når man bliver fulgt af medierne lige fra første dag, man bliver rygmarvsskadet?
Det spørgsmål stillede jeg racerkøreren, Jason Watt, som har fået 5000 hilsner fra hele verdenen.
Jason Watt fortæller også om at blive klar til verden og om et besværligt socialsystem, om at blive bilbranchens foregangsmand og ikke mindst om ønskerne for en fremtid indenfor racerløb.

- Den medalje har jo to sider. Den ene er, at jeg har mødt en stor forståelse og har fået personlig opbakning fra en masse mennesker. Min sponsor, Den Blå Avis, satte en hjemmeside op allerede én af de første dage efter ulykken, hvor folk kunne sende hilsner. Og det var der 5000 mennesker fra verdenen over, der havde lyst til.
- Det hjalp sgu, når man får revet tæppet væk under én. Hele verden vidste hvorfor, og hele verden havde ondt af mig. Det var en hjælp. Sådan har man det jo!
- Men den anden side: Alle bevægelser og ethvert lille skridt, jeg kom videre eller ikke kom videre, blev fulgt. Og i starten var det sgu meget rart. Verden måtte jo også godt vide: ”Nej, hvor du klarer dig godt!” og ”Hvor er du kommet dig hurtigt!” Men lige pludselig kom én af de der berømte nedture, og den havde jeg sgu ikke lyst til at dele med verden. Den vil jeg godt holde for mig selv……

Egne ord

Den 29-årige racerkører, Jason Watt er indlagt på Fysiurgisk Hospital i Hornbæk, efter han forulykkede på sin motorcykel i oktober sidste år og blev rygmarvsskadet. Næsten hver dag er der kommet henvendelser fra presse, TV og folk fra motorbranchen.
- Jeg har været meget afvisende overfor medierne, når det gjaldt mine inderste tanker. Folk vidste jo, hvad jeg havde at se frem, og det må folk godt vide, det kan jeg ikke holde hemmeligt. Men resten ville jeg holde for mig selv.
Der er dog enkelte gange, hvor Jason har sagt ja til pressen:
- Nogle venner i motorbranchen startede en indsamling til fordel for mig, og i den sammenhæng tilbød BT at donere mod et interview, og…..tja! Jeg synes ikke, jeg havde råd til at sige nej, det skal ikke være nogen hemmelighed. BT havde været flinke til at støtte mig i min aktive periode, så jeg sagde ja, mod at jeg selv fik lov til at styre indholdet i interviewet.
- Det var første gang, jeg selv fik sat ord på, hvordan jeg havde det. Al omtale indtil da havde kun været fra andre: Hvad der var sket, og hvordan andre folk mente, det ville komme til at påvirke mit liv. Men jeg havde ikke selv haft noget behov for at udtale mig.
- I min aktive karriere handlede det om: Hvor kendt er du, og hvor mange sponsorpenge kan du få hjem at køre for? Da var medieomtale en del af mit liv, så man kan sige, at et eller andet sted var jeg vant til at håndtere medierne. Men i min nuværende situation har jeg ikke haft lyst til at vende vrangen ud på mig selv – hvilket jeg kunne have haft tusinde muligheder for. Men det er noget, man skal være klar til, og det har jeg ikke følt, jeg var endnu. Og det var vigtigt for mig, at kunne sige: ”Jeg føler mig sgu ikke klar lige nu!”
- Men man lærer også med tiden ikke at have lyst til at gemme sig. Det venter jeg på, jeg skal slippe af med.

Hvornår er man klar?

Jason har allerede fået tilbudt en række jobs, men har været i tvivl om, hvorvidt han var klar. Men hvornår er man klar, spørger han?
- I hvilken rækkefølge skal det komme? Skal jeg være klar, før jeg tager jobbet, eller skal jeg tage jobbet for at blive klar? Hvis man sætter sig hjemme på værelset og tænker: ”Jeg venter lige, til jeg bliver klar!” Men hvem fanden siger, jeg nogensinde bliver klar?
- Der bliver ikke en dag, hvor jeg sætter mig ned og siger: ”Nu har jeg accepteret det hele, og nu er jeg glad og tilfreds resten af mit liv”. Den dag kommer nok ikke, tror jeg, så måske skal jeg hellere vende det om og sige: ”Nu tager jeg jobbet for at blive klar”. Måske skal jeg kaste mig ud i det…. det kan være, der går lidt tid, og jeg bagefter kan sige: ”Det var fan’me godt, jeg tog springet.”
- Nu skal jeg selvfølgelig først lige blive færdig heroppe på Hornbæk og komme hjem.
Jason håber at være ude til sin 30-års fødselsdag den 24. februar.
- Hvis det holder, bliver det nøjagtig tre måneder heroppe, og min skade taget i betragtning, er det vist godt.

Alt er klart

- Én af grundene til, hvis det lykkes for mig, er den store støtte, jeg har fået udefra. Da jeg havde været på Hornbæk en måned, havde jeg allerede et sted at bo.
Den Blå Avis har stillet en lejlighed til rådighed for Jason og hans kæreste, Mai-Britt. Lejligheden er fuldt tilgængelig og har elevator.
- Jeg havde ikke tålmodighed til ergoterapeutens godkendelser frem og tilbage, så jeg sad med min mobiltelefon ude på toilettet og målte op – badesædet skal sidde så højt, håndtag dér……. og weekenden efter sad det hele, som det skulle. Og om en uge har jeg min bil!
- Bolig, bil….jeg har det hele. Jeg har et liv, der står og venter på mig udenfor. Det er fan´me at være skideheldig. Det er jeg ikke et øjeblik bleg for at indrømme. Dét er det, der gør det muligt for mig at komme ud efter tre måneder.
- Nu skal jeg ikke føle mig hævet over andre, men et eller andet sted håber jeg, at den opmærksomhed, jeg får, kan hjælpe andre i samme situation. Hvis jeg kan få øjnene op hos folk gennem udsendelser og pressens historier om mig, så de ser på OS på en anden måde – sætter sig lidt mere ind i vores situation.
- Jeg vil da blankt inddrømme, at da jeg tidligere så folk i kørestol, tænkte jeg: ”Nå, de kan ikke bevæge benene!” Følgesmerter, spasmer og manglende følelse, det var aldrig faldet mig ind. Folk har ingen ide om, hvad det indebærer at blive rygmarvsskadet.

Besværligt system

Ikke uden humor kalder han sig en del af familien:
- Der er masser af mennesker udefra, som har støttet og hjulpet mig i disse måneder, men jeg føler, at det er ligeså vigtigt, at ligestillede holder sammen. Vi er jo i samme båd og forstår hinandens situation, fortæller Jason med en forståelse, som kun få nyskadede har efter blot få måneder.
Men ét er omsorgen, Jason har mødt fra mennesker gennem forløbet. Et andet er omsorgen, han havde forventet fra systemet:
- Det har overrasket mig, at det skal være så besværligt at få hjælp fra systemet. De ting, der skal gøre, at livet bare er nogenlunde til at holde ud, tager tid og er svære at få bevilget.
Jason har skrækhistorier fra gangen på Hornbæk. Patienter, som må vente på bolig eller ikke kan få en ønsket kørestol, fordi sagsbehandleren ikke bryder sig om mærket.
Ikke uventet har bilområdet en særlig interesse for Jason:
- Noget af det første jeg tænkte på var: Hold da op, jeg skal ud og køre bil igen! Og så læste jeg i en pjece, at der kunne gå et halvt til et helt år om at få en ansøgning igennem. Det kom som et chok for mig. Tænk at der kan gå så lang tid!! Det er jo ikke fordi, der ligger tusindvis af bilansøgninger, så jeg tænkte: Hvis det handler om at få folk integreret i samfundet igen, så må det da være et must for de folk, der arbejder med disse mennesker, at de bliver hjulpet hurtigst muligt. Dét system forstår jeg ikke.
- Og kigger man på nogle af de folk, der er indlagt heroppe……de er færdigbehandlede men må ligge i yderligere to måneder og optage sengeplads, fordi de venter på, at f.eks. bolig falder på plads. Og det er vel og mærke folk, der godt kan klare sig selv og vil klare sig selv.
- Jeg troede, det danske system var et af de bedre, som tog hånd om mennesker, der kom i en sådan situation……som jeg og andre!

Foregangsmand

- Systemet sætter os også i bås. Når man nu er så uheldig her i livet, som jeg vil vove at sige, vi er, behøver systemet ikke at gøre det mere besværligt og kedeligt.
Derfor vil Jason gerne være bilbranchens foregangsmand.
- Det første, jeg selv gik op i, var, at indretningen i min bil blev så anonym som mulig.
Scandinavian Motor Company har sponsoreret en VW Beetle til Jason og efter hans beskrivelse bliver den ikke så lidt fancy i indretningen. Ikke mindst bliver den vist den første Beetle, som er indrettet med håndbetjening!
- Der er masser af mennesker, som sikkert er tilfredse med, hvad man kan i dag, men for den mere kræsne gruppe håber jeg, at jeg kan være med til at gøre noget.
Hvis man tager gokart med, så har Jason kørt racerløb gennem 20 år, og den erfaring og viden vil han gerne give videre.
- Hos Sahva Auto har man en masse spændende ideer, og jeg er overrasket over, hvad der kan lade sig gøre, også for tetraplegikere.
Til gengæld håber Jason, at andre vil videregive ham deres erfaringer indenfor bl.a. sitski og håndcykling.

Metalskelet – nej tak

- Jeg lapper mig jo i mig, hvad man kan indenfor både forskning, kørestole og sport. Det er skide spændende at læse om.
- Hvis man tænker 20 år tilbage, så var kørestole nogle gespenster som dem, man i dag ser inde på Rigshospitalet. Da gik man ikke engang op i siddekomfort. Nu er man nået så langt, så man går op i udseende - der skal være smarte fælge og lakeringer, og designet skal være gennemført.
- Bare fordi man sidder i kørestol, skal det jo ikke være sådan, at man skal sidde i dén stol, som alle de andre har, og have dén bil, som er så kedelig. Hvis man skulle ud og køre på en racercykel, hvis man skulle køre på i 24 timer i døgnet, så ville man da også gå op i lakering og fælge, og den skulle se smart ud. Så selvfølgelig skal en stol, man skal sidde i, da også se smart ud. Derfor skal man også selv stille krav. Man skal ikke sætte sig ned og sige: ”Nå, det var dét liv! Jeg skal bare have et eller andet metalskelet på hjul!”

Ambassadør

Har du tænkt på, at du faktisk kan blive de rygmarvsskadedes ambassadør?
- Ja, men vi skal ikke ud og sige: ”Vi har det så hårdt, og systemet forstår os ikke!” Jeg vil hellere sige: ”Prøv lige og se, hvad man kan! Lad være med at kigge på os som nogen, der skal behandles som et råddent æg. Vi kan sgu godt en masse ting”. Det vil jeg meget hellere stå frem med. Job, smart bil med brede fælge, motorløb og sportsudøvelse og dét at leve et normalt liv. Alle de ting, vil jeg gerne stå frem med. Det handler også om mediernes fremstilling af handicappede.
- Racerløb igen, det vil jeg være stolt over at stå frem med.

Fremtiden

Jason er i dag ikke i tvivl om, at han endnu ikke har vundet sit sidste løb.
- Jeg har fået konkrete tilbud om at blive betalt for at køre racerbil. Det havde jeg aldrig drømt om. Hvis du havde spurgt mig for bare to måneder siden, så havde jeg opgivet alt om at køre motorløb.
Det var en af Jasons kollegaer, der spurgte ham i telefonen, om han måtte sende Jason et videobånd med et racerløb i standardvogne, hvor en fransk kørestolsbruger deltager.
- Da jeg så det bånd, tænkte jeg: ”Hold da kæft!” I et felt med 32 mand, blev han nummer to i det ene løb – og det var halvprofessionelt racerløb.
Da Jason først begyndte at vise sin interesse for racerløb, var der en masse folk indenfor branchen i Danmark, der straks var der.
- De kan jo se det i forhold til at skabe interesse indenfor dansk motorløb, og jeg kan se det som en mulighed for at vise, at vi godt kan. Når jeg siger vi, jamen så mener jeg jo familien.

Model for andre

Du vil sikkert gå hen og blive model for andre unge, rygmarvsskadede mænd!
- Nu føler jeg mig bestemt ikke bedre end andre, men hvis andre skal bruge mig i forhold til, hvad der kan lade sig gøre, så kan jeg jo ikke være den, der går hen og bliver bitter og sætter mig i en eller anden ledig stol og kører Ford Transit og siger, at livet er slut. Det kunne jeg jo ikke tillade mig. Det ville ødelægge forestillingen for mange, der så op til mig.
- Men jeg skal jo heller ikke stille mig op og sige: Se, mig! Hvis jeg kan, så kan I også! Så vil folk sige: ”Ja, du snakker. Du har lejlighed og bil efter to måneder, vi andre skal gå den træge vej gennem systemet.”
- Eller lad os tage et andet eksempel. Nu er jeg blevet tilbudt at fortsætte en karriere som professionel racerkører, men det er jo budgetter på op til en halv million i den branche. Så jeg skal ikke stille mig og bræge: ”Se, vi kan alle køre racerbil, hvis vi gider!”
- Det, jeg mener….bare man generelt har nogle glæder i livet og noget at gå op i.

Venter ikke på dagen

Også når det gælder behandlingsmuligheder, ved Jason, at der står flere døre åbne for ham. Og han har også sat sig ind i, hvor langt man er nået i forskningen omkring rygmarvsskader.
- Jeg vil være forsigtig med at sige, hvad jeg tror, man kan. Andre, meget mere erfarne, vil sidde og sige: ”Hold kæft, hvor han drømmer!”
- Selvfølgelig er drømmen der om at komme op og gå, men så urealistisk er jeg heller ikke. I starten brugte jeg skuespilleren, Christofher Reeve som målestok: ”Går han ikke, så er der ingen, der går!” Han er blevet verdens ambassadør for rygmarvsskadeforskning, men han har vist været lidt for tidligt ude med at sige, at han igen kommer op og gå.
- Det, jeg synes er mest interessant i øjeblikket, er, at man kan indoperere nogle elektroder under huden, som kan styre blære- og tarmfunktionen.
Det er én af de ting, jeg måske tør tro lidt på. Det er jo noget, vi alle kan tale med om…..og hvor kunne det være let, hvis man kunne det!
- Men det skal ikke være det, der holder modet oppe - at man venter på den dag, man bliver repareret. Man må forsøge at affinde sig med den situation, man er i. Kan man pludselig en dag et eller andet, jamen, så skal det være julegaven til os alle sammen!

- Så bliver man siddende i den åndssvage, gamle kørestol med jogginbukser, fordi man bare lige venter på dagen, hvor man bliver normal igen, så snyder man sig selv.

Billedtekster:

- Men lige pludselig kom én af de dér berømte nedture, og den havde jeg sgu ikke lyst til at dele med verden. Den ville jeg godt holde for mig selv……

- Bare fordi man sidder i kørestol, skal det jo ikke være sådan, at man skal sidde i dén stol, som alle de andre har, og have dén bil, som er så kedelig.

- I starten brugte jeg skuespilleren, Christofher Reeve som målestok: ”Går han ikke, så er der ingen, der går!”

- Jeg har fået konkrete tilbud om at blive betalt for at køre racerbil. Det havde jeg aldrig drømt om. Hvis du havde spurgt mig for bare to måneder siden, så havde jeg opgivet alt om at køre motorløb.