Leder - 1-2000

Tekst af: Anders J. Andersen

Inden for murene

Der er stor forskel på opfattelsen af velfærdssamfundet – mellem dem, der er ”udenfor” og os, der er ”indenfor”. Dem udenfor, der aldrig har været nødt til at trække på goder fra det sociale system, der aldrig selv har haft oplevelsen af at være indlagt på hospital eller lignende, giver trods den sparsomme erfaring udtryk for, at her går alt jo godt – ja, faktisk lidt for godt, for ”I handicappede får jo så meget”. Udtalelser som ”I får jo bilen gratis - man kan da godt betale lidt selv - Danmark har verdens bedste velfærdssystem - vi betaler for meget i skat – så går man bare op på kommunen – vær nu lidt taknemmelig” er ikke atypiske fra den kant.

Fra os indenfor, os der har mangeårige erfaringer med velfærdssamfundet, lyder der andre toner: ”Der er ventetid på alt, behandling, bolig, hjælpemidler - dårlig fysisk tilgængelighed – jeg må hellere holde mig gode venner med min sagsbehandler – dårlig rådgivning – kassetænkning – ulovlig administration – hvornår fjerner de mon vederlagsfri fysioterapi?”

Overraskelsen er stor hos mange af dem, der kommer udefra og pludselig er indenfor – fx dem, der pludselig bliver handicappede. De befinder sig i noget af et blæsevejr: Ud over at livet er vendt på hovedet og kroppen ikke længere gør, som den plejer, så brister i nødens stund forventningerne til velfærdssamfundets hjælp.

Forståelseskløften mellem dem udenfor og os indenfor er et fundamentalt problem i velfærdsdebatten. Som jeg selv provokerende gør ovenfor, er det meget let for den ene part at fremstille den anden part som egoister; en part som blot svarer igen ved at fremstille den anden part som brokkerøve.

Hvad værre er: Hos dem udenfor er der ingen større interesse for velfærdssamfundet. Jo, måske hvis ens gamle mor pludselig falder og brækker benet og ikke kan få tilstrækkelig hjælp, så gør man, hvad man kan for at kæmpe hendes sag, men ikke nødvendigvis andres. Og her er vi ved sagens kerne. Man kerer sig om sine egne.

Vi i handicapbevægelsen kan ikke gennemtrumfe vores ønsker med rå magt, for vi vil altid udgøre et mindretal. I stedet må vi hele tiden gennem holdningsbearbejdning påvirke vores omgivelser til at have de rigtige holdninger, så flertallet træffer de rigtige beslutninger. Med de nuværende politiske strømninger stiller det store krav til vores vedholdenhed.