Bruger/Hjælper Klubben Øst - 4-1999
Er man bruger af hjælpe- eller ledsagerordning og bor øst for Storebælt, er der råd og vejledning at hente hos Bruger/Hjælper Klubben Øst.
Bruger/Hjælper Klubben Øst (BHK-Øst) er en interesseorganisation for svært fysisk handicappede personer (brugere) med hjælpeordning/ledsagerordning efter Lov om Social Service §§ 76, 77 og 78 samt handicaphjælpere, der arbejder under disse ordninger.
Klubben dækker området øst for Storebælt og blev stiftet i 1986 af fysisk handicappede personer, der følte, at der var et behov for et forum, hvor erfaringer omkring det at have en hjælpeordning kunne udveksles.
Formål
BHK-Øst´s formål er at give brugere og hjælpere mulighed for at diskutere bruger/hjælper relaterede emner. Med udgangspunkt i medlemmernes ønsker og behov, arrangerer BHK-Øst kurser, informations- og debataftener. Derudover tilbyder vi at hjælpe nye brugere i opstarten af deres hjælpeordning samt at bistå ved løsning af problemer i opstarten. Vi har i den forbindelse udgivet en omfattende brugervejledning, hvor bl.a. fysisk og psykisk arbejdsmiljø, praksis omkring ansættelses- og lønforhold gennemgås samt et afsnit om praktisk brug af DataLøn PC. Desuden tilbyder klubben telefonrådgivning.
Blandt kommende projekter er udarbejdelsen af en hjælpervejledning, som forventes færdig i foråret 2000.
Har du lyst til at høre mere eller blive medlem af BHK-Øst, er du meget velkommen til at kontakte os.
Artiklen er rettet for kontaktoplysninger af webmaster d. 18.05.2005
