Reform - 4-1999
Tekst af: Birgitte Bjørkman
Regeringen har sat en reform af førtidspensionen på dagsordenen ved forhandlingerne om næste års finanslov.
Dermed har regeringen endelig spillet ud efter lang tids tøven og intern strid.
Når der kom fart på nu, skyldes det blandt andet, at oppositionen var parat til at ydmyge regeringen og tvinge ministeren til at komme med et udspil.
Oppositionen fandt sammen i en alliance i utilfredshed over, at de Radikale og Socialdemokratiet nu i flere år har haft en reform skrevet ind i regeringsgrundlaget uden at kunne blive enige om et udspil.
Uenighed
Socialdemokratiet ønsker at skabe et enklere system, hvor alle fremtidige førtidspensionister får den samme bruttoydelse på 143.000 kr. svarende til maksimal dagpengesats. Alle særydelser skal afskaffes; handicappede skal fremover søge om godtgørelse til deres udgifter via den almindelige sociallovgivning. Man skal have ret til førtidspension, hvis man har mindre end halvdelen af sin erhvervsevne i behold. Det fremgår af partiets oplæg til en reform, som de socialdemokratiske medlemmer af Folketingets Socialudvalg udarbejdede.
De Radiale har ment, at man må væbne sig med tålmodighed, og afvente, at det rummelige arbejdsmarked bliver tilstrækkeligt udbygget. De ønsker at forbeholde førtidspensionen til mennesker, der kun har en tredjedel af erhvervsevnen tilbage.
Regeringsudspil
Alligevel er det nu lykkedes regeringen at finde fælles fodslag og har meldt klar til at præsentere en køreplan og nogle rammer for en reform af førtidspensionssystemet, som bl.a. indebærer en forenkling af det komplicerede og uoverskuelige system. Principperne i regeringens udspil er: Begrebet erhvervsevne erstattes af arbejdsevne, og der skal tilbydes fleksjob. Særlige tilskud som følge af handicap skal gives uafhængigt af forsøgelsesydelsen, og satserne skal forenkles - ned til en eller to.
Reformen, som regeringen foreslår delvis finansieret af midler fra satspuljen, vil først træde i kraft i 2003 og vil ikke berøre nuværende pensionister.
Der er således lagt op til, at en reform af førtidspensionen bliver et tema i finanslovsforhandlingerne, og det forventes, at reformen vedtages i Folketinget inden sommer.
Handicapkritik
De Samvirkende Invalideorganisationer, DSI, er især utilfreds med, at regeringen vil betale noget af reformen med de såkaldte satspuljemidler. Disse penge er gennem en årrække blevet brugt til at gennemføre mange forsøgs- og udviklingsprojekter på det sociale område.
- Satspuljen er vores egne penge, og det er skidt, at regeringen vil bruge dem til en førtidspensionsreform," siger DSI's næstformand, Stig Langvad.
DSI er generelt enig i, at førtidspensionssystemet trænger voldsomt til en reform - det har det ifølge Stig Langvad trængt til siden 1984. Af samme grund forstår han ikke, at socialministeren først vil lade en reform træde i kraft i år 2003.
