Leder - 4-1999

Tekst af: Anders J. Andersen

Tillykke lykkelige Lykketoft

”Det foreliggende forslag er et voldsomt slag mod hidtidig dansk sundheds- og handicappolitik, hvorefter syge og handicappede friholdes økonomisk for ekstraudgifter i forbindelse med deres sygdom eller handicap. Regeringens varslede nedskæringer på den vederlagsfri fysioterapi til fysisk handicappede er firkantet sagt at indføre skat på sygdom.”

Så store ord brugte vi i Paraplegikerkredsen i breve til sundhedsministeren, Folketingets Sundhedsudvalg og en række folketingspolitikere. Det er sjældent, at vi bruger så store ord, men her var det altså nødvendigt. Mit ærinde i denne leder er ellers ikke at skrive om den vederlagsfri fysioterapi - den kan man læse mere om andetsteds i bladet.

Derimod er mit ærinde at beskrive, hvordan anslaget mod den vederlagsfri fysioterapi blot er ét blandt flere angreb på det hæderkronede princip i den skandinaviske velfærdsmodel om, at vi handicappede fuldt ud skal kompenseres for ekstraudgifter.
Ord som lige muligheder, kompensation, hjælp eller godt liv høres sjældent i den offentlige debat fra regeringspartierne, når talen går på socialpolitik. Næh, så hører man stort set kun ord som besparelser og brugerbetaling.
Lykketoft bliver lykkelig af brugerbetaling. Det er penge i kassen og adfærdsregulerende, hvilket inden for socialpolitikken betyder, at folk må klare sig selv.

Brugerbetaling kan være godt nok på områder, som man med rimelighed kan fravælge. For os handicappede er problemet med brugerbetaling blot, at vi ofte står i en situation, hvor vi ikke kan vælge fra. Vi kan ikke fravælge fysioterapi, vi kan ikke fravælge medicin, og vi kan ikke fravælge nedslidte dæk og pudebetræk til kørestolen. Det næste bliver nok brugerbetaling på hjemmehjælpen, specielt rengøringen. Regeringens forslag om brugerbetaling for rige modtagere af hjemmehjælp blev dog stemt ned i denne omgang, men det skal nok blive indført med tiden. Forslaget gjaldt kun de rige – men hvem er rig? Og så er vi allerede ude på glidebanen. En skrue, der kan skrues, bliver skruet. Og hvis endelig de rige skal betale, så hvorfor ikke lade alle de rige betale over skatterne og ikke kun de rige, der har behov for hjemmehjælp?
Dette, kombineret med nedskæringer på boligydelsen, ændringer i tilskud til medicin og det fortsat kraftigt faldende antal tildelte førtidspensioner, gør det vanskeligere at være handicappet.

Spørger man den enkelte dansker, er der ingen tvivl om, at langt størstedelen mener, at sundhed, uddannelse, det sociale område, justitsvæsnet, trafik og miljø burde være det moderne samfunds kerneområder – de områder, der skal prioriteres højst. Men der lyttes ikke til den almindelige dansker – dertil er afstanden mellem vælgere og beslutningstagere for stor.
Vi handicappede oplever, som beskrevet ovenfor, hvordan sundheds- og socialområdet halter. I stedet er bl.a. ”Tilskuds-Danmark” inden for de senere år gået amok med støtte til især middelklassen – til folk, der kan klare sig selv.

At Lykketofts ”milde” øjne ikke har tilsmilet os handicappede, fremgår også af regeringens seneste budgetredegørelse: Gennem Nyrups regeringstid er den procentvise stigning i bevillingerne således: Miljø har fået fordoblet bevillingerne, erhvervspolitik forøget med 65%, forskning 47 %, fødevarer 43 %, udenrigspolitik 25%, kultur 23%, sundhedsområdet 17% og det sociale område nede på kun 12%.

Modsætningerne i Danmark er øget. Hurra og tillykke, lykkelige Lykketoft