Bland ikke Viagra og nitroglycerin! - 4-1999
Tekst af: Eva Glistrup
En advarsel til rygmarvsskadede mænd: Anvend ikke nitroglycerin 24 timer før eller efter indtagelse af Viagra.
Mange mænd med høje rygmarvsskader bruger nitroglycerin. I forbindelse med seksuel aktivitet kan de naturligt komme til at få autonom hyperrefleksi, og hvis de så netop anvender nitroglycerin kan det give et stort og farligt blodtryksfald.
Mænd med højere rygmarvsskader - dvs. over T6 - advares derfor om ikke at anvende nitroglycerin 24 timer før eller efter indtagelse af Viagra.
Tal med lægen
Man kan anvende nifedipin (Adalat) i stedet for nitroglycerin. Det gives også under tungen, men da det er en kapsel, som skal åbnes for at man kan få det under tungen, kan det være lidt mere upraktisk nogle gange.
Under alle omstændigheder bør man tale med en paraplegi-læge, før man begynder at bruge Viagra.
Viagra kan forårsage alvorlig øgning i effekten af alle de lægemidler, som hedder nitrater og nitrogenoxiddonorer som amylnitrit ("poppers"). Disse anvendes ofte til lindring af angina pectoris (eller "brystsmerte"). Ved indtagelse af disse præparater bør Viagra ikke tages.
De præparater, som du skal være opmærksom på, er bl.a.: Nitroglycerin(DAK), Nitrolingual, Nitromex, Buccard, Nitrong, Transiderm-Nitro, Discotrine, Cardopax, Iso Mack, Duronitrin, Imdur, Ismo og Isodur.
Du kan også læse om Viagra på www.viagra.dk
Artiklen er skrevet med venlig assistance af overlæge Fin Biering-Sørensen.
