Potens-pille - 3-1998

Tekst af: Birgitte Bjørkman

En pille mod impotens er kommet på markedet. Mange læger forventer, at pillen bliver et kæmpehit i behandlingen mod impotens, men gælder det også rygmarvsskadede mænd?
PARAPLEGI har snakket med reservelæge på Rigshospitalet, Jens Sønksen.

Den har været meget omtalt i medierne – den nye potens-pille, Viagra, som fra september kan fås på danske apoteker. Og ikke uden grund. 350.000 danske mænd har potensproblemer, hvoraf i dag kun 25.000 bliver behandlet. Med den nye pille, som mange læger forventer bliver et kæmpehit, er der udsigt til en mangedobling af behandlende mænd. I dette regnskab tæller også de nyudviklede plastre med forskellige potensfremmende stoffer og en kommende potens-pille, der skal føres op i mandens urinrør.

Få muligheder

I dag er mulighederne for behandling af fysisk impotens ret beskedne. Den mest effektive behandling er den såkaldte Caverject - en injektion, som udvider karrene i penis. Behandlingen er dog mere omfattende, og mange mænd vælger at ophøre brugen af injektionsmetoden allerede et halvt år efter, metoden er taget i brug.

Jens Sønksen, reservelæge på Urologisk Afdeling, Rigshospitalet har dog en anden og mere positiv erfaring, når det gælder mænd med rygmarvsskader.

- De rygmarvsskadede mænd, vi har kontakt med, benytter Caverject, men brugen er af et andet og mindre omfang.

Jens Sønksen mener, at rygmarvsskadede mænd nok ser injektionsmetoden som mere et supplement end en nødvendighed for seksuel aktivitet.

Lovende

På spørgsmålet om, hvorvidt potenspillen Viagra kan blive en brugbar behandlingsform for rygmarvsskadede mænd med impotens, svarer Jens Sønksen:

- Præparatet virker lovende, men vi har endnu ikke egne erfaringer eller undersøgelser om produktets effekt, når det gælder rygmarvsskadede mænd, siger Jens Sønksen.

Præparatets virkning er veldokumenteret og viser positiv effekt som erektionsfremmer hos ikke-rygmarvsskadede mænd.

- På denne baggrund bør præparatet også virke på rygmarvsskadede mænd, men indtil nu har vi kun sparsomme men dog positive, videnskabelige resultater af undersøgelser foretaget på rygmarvsskadede mænd.

Jens Sønksen henviser til en undersøgelse foretaget på tværs af en række europæiske lande, heriblandt Sverige og Norge. I undersøgelsen indgik i alt 178 mandlige patienter med rygmarvsskader.

- Resultatet af denne dobbelte blindundersøgelse ser lovende ud, og jeg mener, at vi allerede i den nærmeste fremtid vil kunne tage stilling til, hvorvidt vi kan anbefale Viagra som potensbehandling til rygmarvsskadede mænd.

Studie

Urologisk Afdeling vil gerne selv undersøge effekten af Viagra hos rygmarvsskadede mænd.

- Det er vigtigt, at vi kender til produktets virkninger – også på længere sigt. I særdeleshed for at registrere eventuelle bivirkninger, fortæller Jens Sønksen.

Og der er blevet rapporteret om bivirkninger ved brug af potenspillen Viagra.

- I USA er der blevet rapporteret om 5-6 dødsfald hos ældre med hjerteproblemer efter brug af Viagra. Nu er det ikke en usædvanlig dødsårsag. Det sker, at ældre mennesker afgår ved døden under seksuel aktivitet, og firmaet bag pillen, Pfizer, giver da også denne begrundelse som forklaring på dødsfaldene, fortæller Jens Sønksen og fortsætter:

- Men naturligvis skal vi være varsomme, i særdeleshed fordi vi ved, at blodtryksreguleringen kan være et problem hos rygmarvsskadede mænd.

Endnu mener Jens Sønksen, at injektionsmetoden, Caverject stadig er det bedste bud på markedet.

- Men det kunne da være vidunderligt, hvis man i fremtiden blot kan give en pille for at fremkalde erektion hos rygmarvsskadede mænd, slutter Jens Sønksen.

Jens Sønksen anbefaler, at mænd med rygmarvsskader tager kontakt til Rigshospitalets Urologiske Afdeling, Fysiurgisk Hospital i Hornbæk, Urologisk Afdeling på Skejby Sygehus eller Paraplegifunktionen i Viborg, inden de eventuelt tager Viagra i brug.