Leder - 3-1998

Tekst af: Anders J. Andersen, formand

Kommer jeg til at gå?

Dette er naturligt nok det altoverskyggende spørgsmål, nytilskadekomne stiller sig. Men skridt for skridt slukkes håbet af rygmarvens manglende evne til at gro sammen, og et andet og langt vanskeligere emne kommer på banen: Kan jeg trods stolen få et godt liv? Forsøget på et svar går skjult som en rød tråd gennem alle Paraplegikerkredsens (PK) aktiviteter. De fleste af os lidt ældre i gårde vil besvare spørgsmålet med et ja: Lykken er ikke afhængig af, om man kan gå. Ikke dermed være sagt at vi i PK er ligeglade med, om vi kan få nogle eller alle funktioner tilbage. Hvem vil ikke det.

PK har da også i den seneste tid opprioriteret reparation af rygmarvsskader i bred forstand. Derfor arrangerede vi sammen med professor Jens Zimmer og PTU i Odense den 11.-14. juni et internationalt symposium med deltagelse af verdens førende forskere inden for reparation af rygmarvsskader. Formålet med symposiet var primært at samle forskerne, så de på deres egne præmisser kunne diskutere forskningen og få mulighed for erfaringsudveksling. Vi spurgte forskerne, hvilke resultater har de nået, og hvordan bliver der samarbejdet og helt firkantet: Hvornår kommer vi til at gå? Svarene på disse spørgsmål kan man læse mere om inde i bladet og i det særtryk, vi vil udgive til efteråret, men allerede nu kan jeg godt afsløre, at der er intet tegn på, at vi inden for de næste mange år kan rejse os fra stolene og spankulere rundt, som om intet er hændt.

Fra et brugersynspunkt havde symposiet for os også et andet formål, nemlig at det skal være startskuddet til en mere intensiv og målrettet forskning inden for dette område i Danmark. Der forskes herhjemme, men for lidt. Vores vision er naturligvis, at man kan reparere både gamle og nye rygmarvsskader. Det er der bare ingen udsigt til. Men mindre kan også gøre det. Set i relation til de ganske, ganske få fremskridt forskningen har gjort i mange, mange år med hensyn til løsningen af det helt store gå-problem, vil vi i PK sigte en hel del lavere og fortsat prioritere følgende områder højst: at reducere skadens omfang i akutfasen, og at tetraplegikere med høje skader kan genvinde få men nyttige finger- eller håndfunktioner f.eks. med funktionel elektrisk stimulation.

At begrænse skaden i akutfasen, så man f.eks. i stedet for komplet bliver inkomplet med bevarelse af visse funktioner, og hvis f.eks. høje tetra’ere genvinder håndfunktioner, så man selv kan spise, skrive mv., vil være meget betydningsfulde fremskridt for den enkelte.

Fremover vil det være PKs opgave at påvirke beslutningstagere, såsom politikere, offentlige myndigheder, fonde, forskere og behandlere herhjemme til at opprioritere forskningen på disse områder, så den rettes mod de områder, der har størst nytteværdi for vores medlemmer. Og vi skal fremover skubbe på danske forskere og hjælpe dem med at finde midlerne.

Jeg kommer ikke til at gå – men med den rette forskningsindsats nu, går næste generation; måske.