ESCIF. Arbejdsmarked, er der plads til alle?

Hvorfor kommer vi ikke tilbage til arbejdsmarkedet?

Kan vi ikke eller vil vi ikke?

Dette spørgsmål dannede hovedtema for kongressen i European Spinal Cord Injury Federation (ESCIF) i maj i år. Kongressen udgjorde sidste stadie af et europæisk projekt ”Overcome Challenges” ledet af ParaCENTRUM Feniks en tjekkisk organisation for mennesker med rygmarvsskader.

Tekst: Jane Horsewell

Der er mange, der mener, at det at have et arbejde er godt for både sjæl og krop. Denne påstand støttes af en del forskningsprojekter inden for rygmarvsskader ifølge Professor Marcel Post fra Holland, som åbnede kongressens faglige program. Mennesker med en rygmarvsskade, som er tilknyttet arbejdsmarkedet, er som regel gladere og sundere end dem, der ikke arbejder; deres egen vurdering af deres livskvalitet er generelt højere, og det gælder også deres selvværd. 

Forskelle i Europa

Her i Norden, samt i lande som Holland og Schweiz, har et stort flertal af mennesker med rygmarvsskade en eller anden form for tilknytning til arbejdsmarkedet – men i mange andre europæiske lande er billedet helt anderledes. Som ESCIF påpegede i en rapport i 2012 er det næppe overraskende, at lande med en høj arbejdsløshed blandt ”normale” mennesker også har en skyhøj arbejdsløshed blandt folk med et handicap, herunder en rygmarvsskade.

Fra flere vinkler

Kongressens program undersøgte problematikken fra forskellige indgangsvinkler og trak på erfaringer fra en række af ESCIFs medlemslande. Der blev diskuteret rettigheder ifølge FN konventionen, og hvordan disse kunne implementeres i praksis, samt helbredsmæssige forhindringer, kulturelle og holdningsmæssige problemer, systemiske barrierer, mm.

Afgørende faktorer

Mennesker med en lav skade og godt helbred er dem, der har det lettest ved at vende tilbage til arbejdet. Kronisk smerte samt uafklaret blære- og tarminkontinens kan gør det meget svært at færdes i et ”almindeligt” arbejdsmiljø. Hvis man ser på individets problemstillinger, så er uddannelse og tidligere arbejde en afgørende faktor. Folk, som f.eks. har udført tungt fysisk arbejde, kræver en mere omfattende genoptræning for at skaffe en ny stilling end folk, som kan ”passe ind” i et kontorjob eller lignende.

Kulturelle barrierer

I visse lande (især i Østeuropa) er der stadigvæk den holdning, at ”handicappede” skal gemmes væk. Mange af disse lande opererer med et kvotasystem, hvor arbejdsgivere skal tilbyde arbejde til et bestemt antal mennesker med handicap. Men i praksis er der tit en vej udenom denne lovgivning. F.eks. i Tyrkiet kan arbejdsgivere betale sig fra at ansætte nogen ved at give pengene til en organisation. Organisationen kan dermed etablere nogle beskyttede værksteder. De handicappede hentes om morgenen i bus og køres hjem efter nogle timer. Sådan en ordning er ESCIF ikke begejstret for. Vi vil helst se, at folk kommer ind på arbejdspladser sammen med kollegaer uden handicap. Men kulturelle barrierer kan være svære at overkomme.

Systematiske barrierer

Blandt de systemiske barrierer kan nævnes – udover miljø- og infrastruktur (tilgængelighed, adgang til offentlige transportmidler, mm.) – landets social- og pensionssystem. En repræsentant fra Spanien beskrev det ret komplicerede pensionssystem i sit hjemland, hvor det er helt klart, at det ”fornuftige” valg er at acceptere invalidepension (hvis man har ret til den). At tage et arbejde kan betyde, at man mister retten til pension senere. Den spanske oplægsholder gav et personligt eksempel: Da hun kom til skade blev hun stærkt opfordret til at tage imod pension (selv om hun helst vil vende tilbage til sit arbejde som direktør i egen virksomhed), fordi hun kunne få 140% af sidste løn inden skade, indtil hun nåede almindelige pensionsalder. ”Hvis du keder dig og har overskud – så find noget frivilligt”.

Blandt publikum var der vidt forskellige synspunkter om, hvordan man kunne få flere ind i arbejde. Overraskende nok (for mig i hvert fald) var der flere, der mente, at det må være den enkeltes ansvar, hvis de vil skaffe et job efter en rygmarvsskade. Men der var mange, der bakkede op om, at både rehabiliteringspersonale og organisationerne skulle gå mere aktivt ind end hidtil i at vejlede og støtte de nytilskadekommendes indsats for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Jane Horsewell er ESCIF President. Alle oplæg fra kongressen kan læses på escif.org under Brno Congress.