Arbejdsliv: Rådkvinde Dorthe Laustsen

Portræt af rådkvinde:

Rullende come back

Rådkvinde fra Aarhus Kommune, Dorthe Laustsen (SF), blev rygmarvsskadet ved en trafikulykke sidste år. Nøjagtig ni måneder senere sad hun igen på rådmandskontoret. Nu i kørestol og rig på erfaringer med det system, hun er rådkvinde for.

Tekst: Viggo Rasmussen og Bente Ovesen

Mange tvivlede på, at Dorthe Laustsen (SF) ville vende tilbage til politik. Men da hun vågnede efter godt en måned i kunstig koma proklamerede hun, at hun ville gøre sin syvende byrådsperiode færdig. Og det gjorde hun. Kun ni måneder senere var hun tilbage i hjørnekontoret på Aarhus Rådhus som rådmand for Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg.

Erfaringer med systemet

Ulykken, som kunne have kostet hende livet, skete ved Odder, da hun sammen med sin mand kolliderede frontalt med en skraldebil. Til medierne fortalte hun dengang, at hun ikke havde fuldt overblik over sine skader. Men at hun var lammet og skulle til genoptræning på Vestdansk Center for Rygmarvsskade.
- Det har været godt at prøve at være på den anden side, når galt skulle være, fortæller Dorthe.
- Selvom jeg har haft fordelen af at kende systemet i forvejen, har jeg også oplevet, hvor tingene kan gå galt. Kommunikationsvejene er for eksempel sårbare. Dels imellem det regionale og det kommunale system, men også i vores eget system. Jeg tænker på overgangen mellem en dagvagt og aftenvagt. Når svigtet sker: Arh! Hvorfor nu lige det? Men selvfølgelig sker der svigt undervejs.

Fornuften råder

Dorthe har hele tiden været opmærksom på ikke at lave praksis om, bare fordi hun er blevet bruger af det system, hun sidder i spidsen for.
-  Det er meget vigtigt, at ingen kan sætte en finger på den sagsbehandling og de ydelser, jeg får, fastslår hun. Der er dog ændret lidt praksis i boligændringssager. Kommunen har tidligere indhentet tilbud i alle sager, fordi udgangspunktet for en bevilling er en beregning af, hvad det vil koste at bygge det eksisterende hus om.
- Min mand og jeg fandt et ældre hus i et plan, men var nødt til at bygge hele huset om. Det betød møder med en sagsbehandler fra Specialvisitationen i Aarhus, mens jeg var i Viborg. Jeg fik et bud, som jeg var tilfreds med. Havde jeg ikke været det, ville de have lavet et udbud for at få en konkret pris. Vel at mærke et udbud, som aldrig var blevet til noget, fortæller Dorthe og fortsætter:
- For at undgå spild af tid og dobbeltarbejde er det nu blevet praksis ikke at sende sager i udbud, når bygherren accepterer kommunens bud.

Fravalgt BPA

- Jeg har fravalgt BPA, fordi jeg vil være mig selv – i den udstrækning det overhovedet kan lade sig gøre.
- Mens jeg var væk, har der været et budgetforlig, hvor ordningen blev skåret ned, og en hed debat. Men efter en afgørelse i Horsens, blev det rullet tilbage igen. Det er en rigtig dyr ordning, hvor udgifterne er accelereret hen over en årrække. Men det er ikke derfor, jeg har fravalgt den. Det er, fordi jeg vil være mig selv, gentager Dorthe.
Dorthe har et hjælperteam, som holder antallet af ukendte hjælpere på et minimum. De hjælper om morgenen med at komme ud af sengen og under bruseren og få tøj på. Det er helt fast procedure.
- Jeg er rigtig godt tilfreds med hjemmeplejen. Ind imellem er der nogle ting, hvor jeg tænker: Aaarh! Men det er måske lige så meget, fordi man skal have andre til at hjælpe.
Tre gange om ugen får hun tarmskyld af en sygeplejerske, mens hun selv klarer kateterisering, efter at hun i maj fik en Metrofanoff.
- Det er vigtigt, at hjælperne kommer til tiden, og indimellem skal det også gå lidt stærkt, når der holder en taxa uden for døren og venter på mig.

Taxa til tiden

- I starten var det surt show, at jeg ikke selv kunne køre bil, siger Dorthe.
Hun mistede kørekortet ved ulykken, men kunne godt tage det igen. Hun ville bestemt ikke have noget imod at sidde bag rattet, men hendes søskende og børn kan ikke forliges med tanken. Derfor er Dorthe i dag afhængig af taxa og fortæller:
 - Jeg har haft mange diskussioner med taxa om at komme til tiden. Nogle gange skulle jeg vente al for lang tid. Det går altså ikke, at jeg kommer dalrende til møde en time efter start. Især ikke når det er mig, der er mødeleder.
Taxa siger ’plus minus et kvarter’ og en chauffør tilføjede forleden til mig: ”Men vi lover ikke noget.”
- Det nytter altså ikke noget, fastslår Dorthe.

Velfærdsteknologi

En af Dorthes fokusområder er Velfærdsteknologi inden for pleje og omsorg. Det var også tilfældet, før hun kom i el-stol. Sammen med Egmont Højskolen har hun som rådmand været i Japan for at studere robotter.
 - Det har inspireret nogle af vores teknologiske ildsjæle, som nu samarbejder med blandt andet Innovation Lab, Teknologisk Institut og en række virksomheder. Borgere får jo også gode idéer indimellem. Så lad dem, der får ideerne, stikke hovederne sammen og udvikle noget. Lige nu arbejder de fx på at kunne åbne døre og skabe via stemmestyring.
 - Det er ikke kun pga. af mig, men nogle synes: Når nu rådmanden er kommet i den situation, så lad os  prøve på at få det italesat, siger Dorthe, der hilser den teknologiske udvikling velkommen.

Alt ved det gamle

- Jeg tror egentlig ikke, at mit politiske syn har ændret sig, siger Dorthe, og fortsætter:
-  Den sociale dimension har præget mit politiske arbejde hele tiden. Men jeg tror, at jeg underbygger mine synspunkter bedre ved at komme med mine egne erfaringer. Derfor er det jo ikke altid, at man kan få opfyldt det, man gerne vil.
Bortset fra et par træklodser under skrivebordet, er intet ændret på rådhuset, der er tegnet af Arne Jacobsen.
- Mine politiske kolleger har været utrolig venlige, og jeg har nogle fantastiske medarbejdere. Og det er et sted, hvor man får mulighed for at præge mange ting.
 - I næste uge skal jeg have træffetid igen. Det er forskelligt, hvad folk kommer med. Nogle siger: ”Det her kunne I godt gøre noget bedre”. Andre kommer med gode ideer. Og nogle er lodrette uenige. Der er også nogle brokrøve ind imellem. Sådan vil det altid være. Jeg har god fornøjelse af dialogen som en ventil. Rådhusmure kan hurtigt blive tykke.

Gøre en forskel

Efter 28 år i kommunalpolitik, må det have en ende, vurderer Dorthe, der i dag er 68 år.
Lige nu står byrådet overfor budgetforhandlinger, så inden hun forlader byrådspolitik, er det vigtigt for hende at sikre ældreområdet mod besparelser:
- Vi har skåret frygtelig meget ned her i de senere år. Også mere end godt er, siger hun.

Hvad Dorthe kaster sig over efter nytår er ikke helt afklaret. Men udover ulæste bøger, børnebørn og en nyanlagt have, tror hun, det bliver noget med frivilligt arbejde.
- Det er altid spændende at gøre en forskel, slutter Dorthe Laustsen, der ikke udelukker, at hun en skønne dag vil dyrke handicappolitiske emner.