Arbejdsliv: Peter Mads Clausen

I faderens fodspor

Folk forventede, at Peter Mads Clausen løftede en tung arv på Danfoss. En ulykke befriede ham fra det åg. Alligevel endte han som topchef og bestrider et hav af bestyrelsesposter i og uden for koncernen.

Tekst: Viggo Rasmussen

Mads går igen. Ikke bare som mellemnavn for Danfoss-brødrene Jørgen, Henrik og Peter Clausen. Også to sønner hedder Mads. Det er ikke spor tilfældigt. Omdrejningspunktet er nemlig grundlæggeren af Danfoss – iværksætteren, opfinderen, og den generøse fabrikant Mads Clausen.
Tilbage i 1933 startede Mads med at lave automatiske ventiler til køleanlæg på et lille værksted. To år senere var der fire ansatte. Og ved Mads’ alt for tidlige død i 1966 beskæftigede Danfoss 5.200 personer. Omsætningen slog rekord i 2012 med 34 milliarder.  På verdensplan er der nu godt 23.000 medarbejdere i koncernen.
Dette ærefulde livsværk er RYKs medlem Peter Mads Clausen med til at bære videre til tredje generation.

Kran på tværs

Det lå i kortene, at Peter skulle hjælpe sine søskende med at løfte arven efter Mads:
- Jeg blev ikke pacet til det. Men det var forventet, at jeg kunne og skulle. Alle forventer det ligesom af fars søn.
Han startede derfor fra bunden og blev uddannet værkstøjsmager (maskinarbejder) på Danfoss. Derefter læste han til maskiningeniør. Men en kran kom bogstaveligt talt på tværs.
- En vigtig rapport skulle afleveres. Jeg kørte ud, selv om det havde stormet hele natten. På Strandvejen i Aarhus stod en byggekran, der havde været lige ved at vælte flere gange. Og da jeg kørte forbi væltede den tilfældigvis lige ned i min Alfa Romeo. Siden den gang i 1972 har jeg været C6’er.
- Egentlig var det en befrielse for mig at blive handicappet. På den både slap jeg for det åg, det var at skulle gå i min fars fodspor. Men jeg havde jo lyst til det alligevel. Forventningens pres slap jeg for. Det havde jeg det rigtig godt med, husker Peter.

Forvandler havvand til drikkevand

Efter et års genoptræning i Hornbæk endte Peter med at fuldføre uddannelsen til maskiningeniør i Sønderborg.
- Jeg startede langsomt op på Danfoss, kom hurtigt op på fuld tid og blev chef for High Pressure Systems. Målet var at udvikle en teknologi, hvor oliebaseret hydraulik blev erstattet af vandbaseret hydraulik. Og hvor vandet fik en smørende effekt på bevægelige dele. Det var absolut spændende forskning og pionerarbejde. Vi var helt ude på ny gyngende grund. Der var mange grundlæggende problemer, der tog os seks år at løse, forklarer Peter.
Teknologien bliver i dag anvendt til omvendt osmose – dvs. forvandle saltvand om til drikkevand. Når man trykker havvand igennem et meget fint filter, kan man filtrere saltet fra, så man får kemisk rent vand. På alle øer omkring ækvator, hvor det er svært at få adgang til drikkevand, bliver metoden brugt.

Iværksætteri

- Tro ikke at jeg fik tingene serveret på et sølvfad. Jeg måtte arbejde mig op. Hver gang der har været stillingsskift, måtte jeg gøre noget ekstraordinært for at markere mig. Det er hverken navnet eller handicappet, der gør forskellen. Jeg er blevet bedømt på mine gerninger, erkender Peter.
I 1989 kom han i bestyrelsen for Danfoss A/S og blev samtidig bestyrelsesformand for Bitten og Mads Clausens Fond, der har aktiemajoriteten. Som chef stoppede han som 60-årig i 2009 og helliger sig nu omfattende bestyrelsesarbejde.

Foruden formand for Fabrikant Mads Clausens Fond er Peter også formand for Dansfoss’ Uddannelsesfond, og formand for syv mindre ventures uden for Danfoss. Eksempelvis miniBOOSTER, der udvikler trykforstærkere. Og iTools, der udvikler håndværkstøjer til gulvarbejdere.
- Min hobby er at starte små firmaer op, hvor jeg sidder i bestyrelsen og investerer i udviklingsarbejde. Det går der rigtig meget tid med, siger Peter, der bare ikke kan lade være.

Balletdanseren

Yderligere to store projekter er Peter dybt involveret i. Det første hedder ProjectZero Fonden. I samarbejde med Sønderborg Kommune og energiselskabet SE fokuseres på CO2-reducering og energirenovering. Det andet er Sønderborg Havneselskab, der er i fuld gang med ombygge den industriprægede havnefront til bl.a. kulturhus, kunsthal, waterpark og konferencehotel.
Siden Peter var fars lille dreng, har han haft en dominerende passion for teknik. En række forskellige biler er slidt op, han har kørt orienteringsløb og nød i mange år at feriere i en autocamper, hvor han selv var chauffør. Men BMW er og bliver hans foretrukne bilmærke. 760i’eren med en V12 og 550 HK under hjelmen kalder Peter ’min balletdanser’.
Med en søn i USA, oversøiske forretninger og en vidtrækkende rejsetrang med sin hustru Anne-Dorthe kommer Peter langt omkring. Hjemme i Nordborg har han stadig sin 100-årige mor, familiens overhoved Bitten Clausen, som også har været en markant personlighed.

Jo – Bitten og Mads’erne har mildt sagt drevet det vidt.

Mads støtter RYK

Peter Mads Clausen valgte bevist erhvervskarrieren, og har i den grad viet sit liv til Danfoss. Men på et punkt berører han også handicapverdenen. Som formand for Fabrikant Mads Clausen Fond er han med en årlig ramme på 11 millioner med til at støtte kulturelle, sønderjyske og velgørende projekter. Det er kommet RYK til gode mange gange.
Tilbage i overlæge Bodil Eskesens tid blev der under Peters indlæggelse på Hornbæk foræret el-kørestole og farvefjernsyn. Siden betalte man udgivelse af bladet PARAPLEGI (i dag RYK! magasin) en årrække. Fonden har støttet RYKs bogprojekter og tre PhD-projekter – lige nu støttes forskningen i nervecelledød efter en traumatisk rygmarvsskade.
- Vi fravælger ikke RYK, fordi jeg er inhabil. Omvendt forfordeler vi heller ikke RYK. Vi håndterer handicaporganisationer på samme måde som alle andre almenvelgørende formål. RYK har ikke nogen særstatus i fonden. Men det er lidt nemmere for jer. I behøver ikke de lange forklaringer, oplyser Peter med et glimt i øjet.