Arbejdsliv: For fuld skrue

Man kan sagtens være rygmarvsskadet og have et tilfredsstillende arbejdsliv. Det ved Jette Dideriksen, som måtte opgive at sejle, men til gengæld er glad for sit kontorjob. En fleksibel og rummelig arbejdsplads er vigtig for hende.

Tekst: Birgitte Bjørkman

Jette Dideriksen tager imod mig ved gitterporten til sin arbejdsplads, Søværnets Operative Kommando i Aarhus.

- Mine kolleger har vist vænnet sig til, at rollatoren er min faste følgesvend, siger Jette Dideriksen, mens hun og jeg kæmper os hen over de ujævne fliser og brosten. Det er bestemt ikke nemt at forcere indgangen.

- I receptionen er de bare så søde. De åbner døren og byder mig velkommen med et lille buk og et kæmpe smil hver dag, fortæller Jette Dideriksen.

Indenfor tager vi elevatoren op til anden sal, hvor Jette har sit eget kontor. Dog i den anden ende af gangen.

Kontoret ligner ethvert andet kontor, for Jette har ikke brug for ekstra hjælpemidler ud over rollatoren. Et par af billederne på væggene afslører dog Jettes fortid på havet med motiver som Godthåbsfjorden og Arsukfjorden.

Professionel soldat i søværnet

Jette Dideriksen er uddannet som professionel soldat og kok i søværnet. Hun sejlede i flere år som kok og derefter sergent. Derfor har hendes arbejdsplads fra 1982 heddet havet omkring Færøerne og Grønland, hvor hun har sejlet fiskeriinspektion. Helt frem til hun fik sin rygmarvsskade konstateret i 1991.

Samme år fik hun mulighed for at komme fra tjeneste i Københavnsområdet til Søværnets Operative Kommando, SOK, i Aarhus, hvilket betød at komme hjem til venner og familie igen.

- Jeg havde dog regnet med, at det bare skulle være for en kort periode, for jeg ville jo rigtig gerne ud at sejle igen, men sådan blev det ikke, siger hun.

Venstre fod ville ikke vågne

Jette Dideriksen mærkede første gang, noget var galt, da hendes venstre fod sov og ikke vågnede igen. Det var Sankt Hans aften i 1988. Alt blev tjekket, men hun fik ikke scannet ryggen. Det tog fire år og en helt bestemt cykeltur, før der kom skred i undersøgelser og scanninger.

- Efter en cykeltur med hunden opdagede jeg, at jeg havde tisset i bukserne, fordi mine bukser var våde. Jeg blev så vred, at jeg nærmest trampede min læge ned. Nu skulle der altså ske noget, fortæller Jette Dideriksen.

Hun fik konstateret en inkomplet rygmarvsskade og blev opereret i slutningen af 1993. Det er lang tid at vente for en rygmarvsskadet, fordi skaden kun forværres, jo længere tid, der går.

- Heldigvis var de meget forstående på min arbejdsplads.

Dengang var der noget, der hed ”120 dages-reglen”, som betød, at man efter 120 sygedage kunne fyres, og på Neurokirurgisk Afdeling på Aarhus Kommune Hospital forventede man en genoptræningsperiode på fire til fem måneder.

- Så jeg var klar til at give op. Men min arbejdsplads sagde til mig, at jeg skulle huske, at det ikke var mit hoved, der fejlede noget, og at vi skulle se, hvad fremtiden bragte, når jeg vendte tilbage.

Jette Dideriksen var på genoptræningsophold på Hammel Neurocenter i fire måneder, hvoraf hun de to sidste måneder kørte turen til Aarhus en gang om ugen, så hun kunne følge bare lidt med på jobbet.

- Dengang var det jo ikke almindeligt med hverken mobiltelefon eller bærbar computer … der ringede man kun via fastnet, griner Jette.

Slut med at sejle

Både operation og genoptræning gik godt, og i årene 1993 til 2011 har Jette arbejdet hos Søværnets Operative Kommando i Aarhus.

Desværre er hendes venstre ben blevet dårligere, så Jette har nu aftalt, at hun bliver permanent på kontoret, selvom hun længe håbede på at komme ud og sejle igen.

Enkelte dagssejladser har hun dog været på.

- For at prøve om benene var søstærke eller ej, griner Jette – men det er desværre blevet til ”ej”, siger hun i en mere seriøs tone.

Åbenhed og fleksibilitet er vigtigst

I 2011 forværredes Jette Dideriksens tilstand. Denne gang var det højre ben, der begyndte at sove. Endnu en gang måtte hun gennem undersøgelser, scanninger og hele to operationer på to måneder.

- Mit højre ben sover stadig, og det venstre er svagere end nogensinde, men jeg tror på, at træning, fysioterapi og massage nok skal hjælpe mig ovenpå igen, fastslår Jette og fortsætter:

- Jeg oplever god forståelse fra både kollegaer og min chef, og mit fysiske handicap giver ikke umiddelbart problemer i dagligdagen. Alle er søde til at hjælpe, både på gangen, i kantinen og ikke mindst i receptionen. Faktisk er noget af det vigtigste at være åben om det have en skade eller et handicap, for kan man ikke selv acceptere det, hvordan skal andre så kunne?

Åbenheden har betydet, at Jette kan holde fri, når hun skal til fysioterapi eller træning, ligesom hun har haft stor glæde af muligheden for at kunne arbejde hjemme via en fjernarbejdsplads.

- Jeg er selv med til at udvikle min egen stilling, så den efterhånden er strikket så godt sammen, at jeg sagtens kan sidde alene hjemme og få lavet en masse. Jeg har ikke mere sygefravær end andre på min arbejdsplads, og det er helt sikkert på grund af den store fleksibilitet, siger Jette Dideriksen.

Endnu et eksempel på jobbets fleksibilitet er, at Jette selv kan tilpasse sine mødetider.

- For mig er det enormt vigtigt, at jeg har tid til ”at varme op” om morgenen. Nogle dage bliver jeg slet ikke varm, og så er det godt, at jeg kan sætte mig foran min arbejdscomputer i stuen og vide, at det altså er okay, siger hun.

- På mine gode dage tillader jeg mig selv at tage et ekstra nap om eftermiddagen, så når ugen er omme, er jeg oppe på de 37 timer, som jeg får løn for, griner Jette, som i øvrigt hellere vil kompetenceudvikle sig end lade sig begrænse.

- Det koster godt nok på weekendkontoen, men jeg nyder at have mulighed for stadig at kunne uddanne mig på forskellige områder, fortæller Jette og slutter:

- Jeg synes også, at jeg på den måde giver min arbejdsplads noget tilbage.