Arbejdsliv: Engang var jeg flygtning

Det var en rygmarvsskade, der førte 10-årige Muamer Sultic og hans far fra Bosnien til Danmark i 1994. I dag er han 31 og har familie, job og er idrætsaktiv.

Tekst: Birgitte Bjørkman

I april 1992 startede krigen i Bosnien. Den varede over 3 år, kostede over 100.000 menneskeliv og sendte flere end 2 mio. mennesker på flugt fra krigens ødelæggelser. Det smukke og bjergrige Bosnien havde kort forinden erklæret sin selvstændighed fra et Jugoslavien, der var ved at gå i opløsning. Men Bosnien var et etnisk sammensat land, og det resulterede i en grusom kamp mellem de etniske grupper. Frygtelige og systematiske overgreb blev en del af hverdagen for befolkningen, der led voldsomt under den over 3 år lange krig.

En granatsplint i rygmarven

Muamer Sultic var blot 9 år og boede sammen med sine forældre og 4 søskende i byen Konjic, der ligger knap 60 km sydvest fra hovedstaden Sarajevo. En dag i maj 1993, hvor Muamer legede ved familiens hus, eksploderede en mortérgranat tæt på ham. Han blev ramt af en metalsplint, der gjorde ødelæggende skade på hans rygmarv, svarende til 4. brysthvirvel.
I 2 uger lå Muamer på et lokalt sygehus i byen Tarcin. Uden faglig ekspertise og tilstrækkelige forsyninger kunne hospitalet ikke fjerne splinten, og de kunne ikke give Muamer den nødvendige pleje. Han fik store liggesår på ryggen, og familien var fortvivlet. For det var heller ikke sikkert at transportere Muamer til det større sygehus i Sarajevo, fordi der bl.a. var serbiske kontrolposter på vejen dertil.

En skræmmende oplevelse

En dansk oberst i FN’s fredsbevarende styrke kom familien til undsætning og iværksatte en beskyttet transport. Muamer husker den dag i svage glimt – lidt som i en film på TV, fortæller han mig.
- Jeg sad i en bil i en konvoj, der var under beskyttelse af FN. Mine forældre måtte ikke komme med. Det var for farligt, og jeg husker, at vi undervejs blev stoppet af 2-3 serbiske soldater med fuldskæg og gevær.
En skræmmende oplevelse for en lille dreng, der i de kommende måneder var indlagt blandt fremmede mennesker uden anden kontakt til sine forældre end via en radiosender.
- Jeg er den danske oberst dybt taknemmelig. Han kom og besøgte mig og havde gaver, slik og legetøjsbiler med. Jeg var den eneste patient på sygehuset, der altid havde rent sengetøj, og som kunne dele slik ud, fortæller Muamer, der hurtig blev populær blandt personalet og de andre patienter.
Muamer lå halvandet år på sygehuset, mens krigen rasede. Granatsplinten var for længst fjernet, og personalet forsøgte så godt de kunne at give Muamer den nødvendige optræning, så han kunne lære at klare sig i en kørestol. Men muligheder for hjælpemidler og rehabilitering var sparsomme, og det var heller ikke sikkert for Muamer at komme hjem igen. Hans forældre var også i fare, når de besøgte deres søn på hospitalet i Sarajevo.
- Jeg husker, at min mor en dag blev beskudt på vej til et besøg, fortæller Muamer om en tid i hans barndom, der var grusom og vækker mange grimme minder.

Til Danmark

Med bl.a. oberstens støtte kom Muamer og hans far til Danmark i 1994. De måtte efterlade Muamers mor og 4 søskende i Konjic. Det blev starten på et nyt og anderledes liv i Danmark langt fra familien og et land, der var i krig. Uden at kunne det danske sprog, i et liv på flere asylcentre og med savnet af sin moder og sine søskende måtte Muamer sammen med sin far lære at begå sig i et nyt land med en anden kultur. Men det var også en hverdag uden lyden af sirener og granater.
Muamer kom efter et kort ophold på Rigshospitalet til Klinik for Rygmarvsskader i Hornbæk, hvor han var indlagt i 6 måneder. Han var 11 år og husker, at det var en god og tryg tid.
- Jeg skulle i gang med en hel masse: genoptræne, svømme, lære dansk og alt det, man foretager sig, når man er indlagt på Hornbæk. Og personalet og de andre patienter var enormt søde og hjælpsomme. Det fik mig til at glemme krigen for en stund, mindes Muamer, der i dag kan finde på at køre en tur til Hornbæk om sommeren sammen med sin kone og lille søn.
- Så går vi en tur på havnen, køber en is, og naturligvis stikker vi lige hovedet ind på hospitalet … Det får mange, fine minder frem i mig.

Det danske sprog

Mens de boede på asylcenter, blev Muamer knyttet til en klasse på en folkeskole i Allerød.
- Det var svært. Jeg kunne kun få ord på dansk, og min far kunne ikke hjælpe mig.
Kørestolen var et mindre problem, husker Muamer:
- Skolen var handicapvenlig, på nær når jeg skulle have sløjd. Så var min far nødt til at komme, fordi jeg skulle ned ad 15-20 trappetrin, og han blev på skolen for at hjælpe mig med at komme op igen.
Men som andre børn fik Muamer hurtigt lært det nye sprog. I 1996 kom hans mor til Danmark, året efter fik de permanent opholdstilladelse, og Muamer og hans forældre flyttede ind i en lejlighed på Vermundsgade på Østerbro. Da var Muamer 14 år, talte godt dansk og klarede sig godt i folkeskolen.
- I klassen havde jeg primært danske venner, og hjemme havde jeg venner fra Bosnien, fortæller Muamer, der lærte at begå sig med sin fightervilje.
- Jeg har altid kæmpet for de ting, jeg gerne ville opnå. Det har jeg fra min far, som altid var der for mig, fortæller Muamer, der mindes, hvordan hans far måtte bære rundt på ham, da de en periode boede på Røde Kors Center Helsingør, der var fuldt af trapper.

Savn af søskende

I 1998 blev hans lillesøster familiesammenført og kom til Danmark. Da havde Muamer ikke set hende i fem år. Hans fire ældre søstre var imellem tiden fyldt 18 år og måtte blive i Bosnien, hvor de stadig bor. Dem så Muamer først efter otte år, da han sammen med sine forældre besøgte dem i Bosnien. Da var han ikke længere den 10-årige lillebror men var en voksen bror, der var vokset op med et nyt sprog og en ny kultur. Det var svært, husker Muamer.
- Min far havde et stort håb om, at jeg kom til at gå igen. Og så håbede han, at hele familien ville blive samlet igen. Det gjorde ondt på ham, at det ikke skete, erindrer Muamer, der mistede sin far i 2013.

Muligheder i Danmark

Den nu 31-årige Muamer er ikke i tvivl om, at det ville have været svært at klare sig med en rygmarvsskade i Bosnien under og efter krigen.
- Der var ringe mulighed for adgang til behandling, hjælpemidler, sportsaktiviteter og uddannelse, og man så meget anderledes på mennesker med handicap, fortæller Muamer, der efter folkeskolen begyndte på Handelsskolens Grundforløb.
- Jeg var så heldig, at jeg fik en kontorelevplads hos Hvidovre Kommune, fortæller Muamer, der efter endt uddannelse i 2007 blev fastansat og i dag fortsat arbejder som lønkonsulent i Personale og Løn ved Hvidovre Kommune.
Muamer startede på fuld tid, men det blev for hårdt et par år efter, og i dag arbejder han 5 timer dagligt.
- De 2 timer mindre betyder enormt meget. Det giver mig overskud til at passe min genoptræning, spille basket og til at være sammen med min lille familie. Det fungerer godt, for jeg vil rigtig gerne blive på arbejdsmarkedet i mange år endnu.

Sport som motivation

Sport er vigtigt for Muamer. Det har det altid været. I 1996 blev han tilknyttet en lokal handicapidrætsklub, mens han boede på asylcenter i Allerød. Muamer spillede bordtennis.
Da de blev flyttet til et asylcenter i København, begyndte han at spille basketball, men holdet bestod af ældre spillere.
- De var gamle for mig, griner Muamer, der endnu blot var en ung teenager.
Han vendte tilbage til bordtennis lidt efter og vandt flere danmarksmesterskaber, kom på handicaplandsholdet og deltog ved EM 3 gange. Muamer har også i en kort årrække spillet kørestolsrugby, efter at han stoppede sin bordtenniskarriere i 2009. I dag dyrker han igen kørestolsbasket. I mellemtiden er holdet blevet yngre, og han selv blevet ældre, og han befinder sig godt i Copenhagen Thunderwheels, hvor tempoet er højt, ambitionerne høje og spillet til tider hårdt.
- Det er en kæmpe motivationsfaktor – det passer til mit Balkan-temperament, griner Muamer, der spiller 2-3 gange om ugen og ud over det lægger vejen forbi PTU, hvor han genoptræner 2 gange ugentligt.
- Jeg er et kæmpe konkurrencemenneske, men samværet betyder også noget.

En hverdag som alle andre

Muamers hverdag i dag adskiller sig ikke fra mange andres. Han har job, træner, dyrker idræt og elsker samværet med sin kone Emina og deres 2-årige søn Sami.
- Jeg er et kæmpe familiemenneske, og så vil jeg gerne være en aktiv del af det danske samfund, fortæller Muamer, der har svært ved at forstå, at hans etniske baggrund som bosnisk muslim indimellem kan give anledning til kommentarer. Særligt nu hvor flygtningedebatten raser i medierne, oplever Muamer en mere hård tone og at blive sat i bås.
- Men jeg oplever også, at der er behov for mig. På mit arbejde får jeg ros, og de er glade for mig som kollega, fortæller Muamer, der heller ikke oplever, at hans kørestol gør en forskel.

Muamer er glad for, at han fik muligheden for at vokse op i Danmark.

- Der er mange, jeg kan takke for, at jeg overlevede. Jeg fik en ekstra chance, fortæller Muamer og bliver lidt stille.
- Hvis der er noget, jeg i dag kunne ønske anderledes, var det, at min far havde levet længere og havde nået at se min søn blive født. Den glæde ville jeg gerne have givet ham, for min far forlod familien for at give mig en fremtid i Danmark, slutter Muamer.

FAKTA

I 1992 vedtog Danmark en lov om midlertidig beskyttelse af flygtninge fra det tidligere Jugoslavien. Som mange andre lande troede Danmark, at krigen i Bosnien ville være kortvarig, og at flygtningene derefter skulle tilbage til Bosnien. Men krigen trak i langdrag, og størstedelen af de mange flygtninge fik permanent opholdstilladelse i Danmark. I alt åbnede Danmark dørene for 20.000 bosniske flygtninge i de år krigen varede, og i dag bor omkring 17.000 bosniere i Danmark.
De unge bosniere er én af de mest velintegrerede flygtningegrupper i Danmark. Familiers prioritering af uddannelse har bl.a. været afgørende for den vellykkede integration.