Anettes dagbog

Det er lørdag formiddag. Jeg kan se
posten kommer. Han trækker en
tung kuvert op ad tasken og dumper
den ned i min postkasse. Det er
dagsordenen til næste møde i Handicaprådet
og den vejer 460 gram.
Der er otte sager på denne måneds
dagsorden. Der er noget om prisaftaler,
udmøntning af besparelser, orientering
om sagsbehandlingstiden på
hjælpemidler (som pt. er alt for lang),
temadrøftelse om den fysiske tilgængelighed
og en høring om sundhedsaftale
mellem Kolding Kommune og
Region Syddanmark. Mødet er som
altid berammet til to timer. Det når vi
næppe, så traditionen tro vil de
sidste sager blive behandlet af de
fem DSI-repræsentanter og et færre
antal politikere, da der altid er nogle
politikere, der skal videre til andre
møder.
Det er en hård dagsorden. Udmøntning
af besparelser - det gør ondt. Vi
er lykkelige for, at handicapområdet
fik tilført langt flere ressourcer end
der skal spares, men nu, hvor der
skal findes en million, er det svært.
Heldigvis har vores socialdirektør
fundet en overkompensation på kommunesammenlægningen
på næsten
700.000 kr. Så skal der reelt kun
spares 300.000 kr. Men det gør
stadig ondt. Hjælpemiddelkontoen
rammes. Fremover bliver det sværere
at få bevilliget el-køretøj. Handicaprådet
skal udtale sig i sagen.
Jeg skæver til bilaget til sundhedsaftalen.
Det er på 76 sider og er for
mig svært tilgængeligt stof, mindst to
timers læsning venter. Frygten for at
overse noget, som får negative konsekvenser
for mennesker med handicap,
lurer. Som sædvanlig skal jeg til
formøde med DSI-repræsentanterne
på tirsdag, så jeg har tre-fire dage til
at sætte mig ind i det hele.
Jeg er stadig tændt på opgaven,
men jeg er også lidt mat. Det er
hårdt arbejde. Men sådan er spillet,
hvis vi vil ha' indflydelse. Den kommunale
procedure kører i højt tempo, og
det er for dumt først at lade høre fra
sig, når beslutningerne er truffet.


Du kan læse Handicaprådets dagsorden
og beslutningsreferatet på
koling.dk.