Aktivt liv, sport: kørestolsrugby

You don’t need legs to kick somebody’s ass

Fire ergoterapeutstuderende har i deres bacheloropgave undersøgt effekten af kørestolsrugby på fire spilleres liv. Rugbyspillerne bruger blandt andet den hårde sport til at fortælle omverdenen, at de trods deres handicap ikke er så skrøbelige endda.   

Tekst: Anne Kallestrup, Sinem Karaman, Anita M. Ottesen og Dorthe Møller

”Selv om du sidder i kørestol, kan du godt dyrke en sport og sige fra. Ellers bliver du bare set som den skrøbelige, der ikke rigtig kan noget”, fortæller 24-årige Søren, der er rygmarvsskadet og har spillet kørestolsrugby i 1 år. For Søren, som for de tre andre spillere, vi har interviewet i forbindelse med vores bachelorprojekt i ergoterapi, har kørestolsrugby gjort en stor forskel i hans liv. Fysisk, mentalt og socialt.

Baggrunden for projektet

15% af befolkningen i Danmark har en funktionsnedsættelse. For mange kan det medvirke til tab af meningsfulde aktiviteter og deltagelse heri. Handicapidræt kan fungere som en social praksis, hvor mennesker med funktionsnedsættelse lettere kan deltage.
Gennem interview med fire kørestolsrugbyspillere har vi derfor undersøgt betydningen af at udføre en aktivitet i fællesskab med andre mennesker med et handicap samt hvilken signalværdi kørestolsrugby har.

Sport skaber accept  

I vores undersøgelse fandt vi frem til, at deltagelse i kørestolsrugby generelt giver fysisk og mentalt velvære, og at det sociale fællesskab har stor betydning for spillerne. Muligheden for at udveksle erfaringer med andre personer med samme handicap hjælper spillerne til at acceptere deres handicap og giver dem nyttig viden om, hvordan de kan løse praktiske problemer i hverdagen. Det har betydning for flere af spillerne, at de kan spørge andre i samme situation til råds, og at de kan se, at deres medspillere får en hverdag til at fungere med deres handicap.
For 30-årige Mikkel, der har spillet kørestolsrugby i 6 år, og inden sin skade spillede håndbold i mange år, handler handicapidræt både om erfaringsudveksling og om at generobre rollen som sportsudøver: ”Alle er i samme båd. Man er et sted, hvor alle ligesom er på samme niveau”.
17-årige Karina, der har spillet kørestolsrugby i et år, følte, at det var svært at være sammen med mennesker, der ikke har et handicap. Hun blev usikker og bange for at være en byrde for andre. Derfor fungerer kørestolsrugby også som et frirum for hende: ”Jeg tror, at det er et af de steder, hvor jeg er allermest mig selv”.

Signal til omverdenen

Gennem idrætten kan spillerne også vise samfundet, at mennesker med et handicap ikke bare er deres handicap. Den måde, andre opfatter én, har indflydelse på, hvordan man ser sig selv. Da kørestolsrugby er en hård sport, giver sporten en signalværdi til samfundet om, at de ikke er så skrøbelige, som samfundet typisk forestiller sig.
24-årige Peter fortæller: ”Det handler om at vise, at man ikke er lavet af glas og ikke er så svag, som nogen tror, bare fordi man har brækket nakken”.
I det danske samfund er der fokus på sundhed og det at være fysisk aktiv, men fra samfundets side ses mennesker med et handicap ofte som svage og dermed ikke i stand til at dyrke fysisk aktivitet. Handicapidræt bidrager til at mennesker med et handicap har mulighed for at være fysisk aktive ligesom resten af befolkningen.

Vores undersøgelse viser, at spillerne har formået at kanalisere deres interesse for fysisk aktivitet over til en ny sportsgren og herigennem generobret rollen som sportsudøvere.

Som Peter fortæller: ”Kørestolsrugby er en måde at vise mine venner og familie, at jeg er den samme person, som dengang jeg gik til håndbold”.

”You don’t need legs to kick somebody’s ass”. Ergoterapeutuddannelsen i Århus, juni 2014. En kvalitativ undersøgelse af kørestolsrugbys indflydelse på rugbyspillernes aktivitetsidentitet. De 4 interviewpersoner er alle rygmarvsskadede. Navnene i artiklen er fiktive.