Aktiv i RYK

25 år aktiv i RYK

Tekst: Jens Bo Sørensen

Anders meldte sig under RYK-fanerne i 1989 hos den daværende formand, Birgitte Bjørkman. Han fik måske en lidt studs velkomst, men Anders har aldrig ladet sig skræmme. Og heldigvis for det! Siden er det blevet til en kæmpe indsats for RYK og for vores medlemmer.
Anders har altid interesseret sig for det sundhedspolitiske. Han har som få gennemskuet, hvad den rette specialiserede behandling samt centraliseringen af denne betyder for mennesker med rygmarvsskade. Da han samtidig har en cand. jur. uddannelse, så var det naturligt at kaste sig ind i kampen for de mennesker, der var havnet på de forkerte behandlingssteder. Sammen med Eva Glistrup (med samme uddannelse og interesse!) reddede Anders mange fra de forkerte hospitaler. Hermed vindes et væsentligt slag for centraliseret behandling.
Fra 1996 til 2002 sidder Anders som formand for RYK. Foreningen udvikler sig voldsomt under hans formandsskab. Perioden sluttes af med RYKs to håndbøger, som Anders har en stor aktie i. Anders fungerede herefter som RYKs sundhedspolitiske konsulent. Dette arbejde slutter i 2012, hvor Anders endelig udnævnes til æresmedlem nr. 5 i RYK.
Anders J. Andersen er stadig den, der ved mest om det sundhedspolitiske inden for vores område. Derfor har vi lidt svært ved at undvære hans arbejde, og heldigvis sidder Anders stadig med ved bordet, når RYK snakker med folket, der skal nybygge i Glostrup.
Endelig skal det siges, at vi er mange, der sætter pris på Anders som RYK-kollega såvel som god ven.

Tak for  den hidtidige indsats, og tillykke med jubilæet, Anders!