Adventure: Første paraplegiker på Sydpolen

Adventure:

Pole of Possibility

Karen Darke fra Storbritannien planlægger at blive den første paraplegiker, der når Sydpolen på en 1.000 km lang tur gennem Antarktis’ bidende kulde og uvejsomme terræn.

Tekst: Birgitte Bjørkman

Karen Darke er en kvinde, der søger eventyr. Det gjorde hun, da hun var en ivrig løber og bjerg-bestiger, og det gør hun stadig: Hendes næste mål er at være den første paraplegiker, der ved egen kraft når Sydpolen.

En eventyrer på hjul

Som 21-årig blev Karen Darke rygmarvsskadet under en klatring i Skotland. Den engelske eventyrer har altid udfordret livet, og det har hun bare fortsat med, - kørestol eller ej.
- Jeg er heldigvis født med et adventure gen, så ulykken blev begyndelsen til et ekstraordinært, nyt liv, fortæller Karen, hvis første indkøb efter hospitalsopholdet var en racerkørestol, inspireret af at have set London Marathon i fjernsynet. Et år senere deltog hun selv i Great Nord Run og London Marathon.
I 1997, kun fire år efter ulykken, krydsede Karen på håndcykel Tien Shan og Karakoram bjergene i Centralasien. En rejse på 1.400 km. Denne fantastiske rejse blev den første af mange rejser, som Karen siden har kastet sig frygtløst ud i. Blandt dem er håndcykling langs det japanske øhav, en 2.000 km tur i havkajak langs Canadas og Alaskas kystlinjer, hun har krydset det indiske Himalaya på håndcykel, udfordret Valle Blanche i Alperne på ski og generobret klatringen, da hun over fire dage besteg El Capitan i Yosemite i USA.
Og i 2006 krydsede hun, på 28 dage og en 500 kilometer lang rejse, indlandsisen i Grønland i en sit-ski. På tværs af en af verdens sidste store vidder af vildmark, hvor vinden kan nå op på 300 kilometer i timen og temperaturen falder til under minus 40, mødte den engelske eventyrer én af sine største udfordringer til nu.

Pole of possibility

Karen har udfordret mere, end de fleste af os andre vil forsøge i vores levetid. Men hun stopper ikke her. Hendes nye udfordring er at nå frem til Sydpolen.
Karens planlagte eventyr strækker sig over en 1.000 kilometer lang tur fra kanten af Antarktis’ kontinentalsokkel til den geografiske sydpol. Ekspeditionen indebærer bl.a., at Karen og hendes hold, der bl.a. tæller hendes bror, skal overleve i det mest vanskelige miljø på jorden og udfordre en frossen ødemark fyldt med områder af gletscherspalter og kæmpe ismasser.
Det bidende, kolde vejr stiller store krav til påklædningen. Ikke mindst at holde varmen i Karens underkrop, hvilket i sig selv er en stor udfordring.

Testtur til Norge

Karen Darkes bedste chance for at lykkes med ekspeditionen til Sydpolen er en effektiv og pålidelig metode til at bevæge sig på tværs af Antarktis’ ufremkommelige terræn. Derfor har hun, som en del af forberedelserne, været en tur i Norge for bl.a. at teste udstyr.
- Teknologi og udstyr betyder alt. Det rigtige grej kan gøre det umulige muligt – eller omvendt, fortæller en begejstret Karen, der vendte træt hjem efter en uges primitiv camping og rejse gennem sne og is i Norge.
- Når jeg ser bort fra ubehaget, gav turen til Norge os gode muligheder for at teste vores udstyr og komme et skridt nærmere vores ambitioner om en ekspedition til Sydpolen.
Først og fremmest var det den specielle sne-håndcykel, der er udviklet til turen til Sydpolen, der skulle testes i Norge.
- Den er en fantastisk cykel udviklet af Lasher fra Alaska, og den kører rigtig godt på is- og snedækkede vinterveje.
Men med Karens 63 kg placeret i sne-håndcyklen skulle det vise sig, at den ikke kunne leve op til holdets krav.
- Vi var ude med den hele ugen og rejste 100 km gennem den norske vildmark, men flere gange var vi ved at efterlade den, fortæller Karen.
Det lykkedes alligevel holdet at fortsætte i deres iver efter at finde de betingelser, som sne-håndcyklen kan fungere i. Den hårde overflade synes at være nøglen.
- Hvis terrænet er blødere end is, eller der er meget kompakt sne, vil det store forhjul gå igennem og sidde fast. Det er i de øjeblikke, det går op for os, at vi er ved udforske grænselandet for, hvad der overhovedet er muligt, fortæller Karen.

Planlægning på ny

Holdet skal nu genoverveje, hvordan det ufremkommelig terræn i Antarktis skal forceres.
- Mit håb og mine drømme var hængt op på snecyklen. Nu spørger jeg mig selv: “Kan jeg fysisk klare turen over Antarktis i sit-ski?” Den er både meget krævende for kroppen, og meget afhængig af at kunne glide, hvilket under op-ad-bakke-betingelser ikke går så godt, forklarer Karen.
Karens svar er - som for så mange andre ting her i livet - hvile, tænke, lære og planlægge på ny. Og gå så ud og prøve igen.

På ski 12 timer dagligt

Går alt efter tidsplanen, (lige nu afventer de et sponsorat fra et større firma), rejser Karen Darke og hendes team til Sydpolen i november. Den 1.000 km lange ekspedition vil vare 50-60 dage afhængig af vejr og sneforhold, og holdet skal ski - Karen måske cykle - hver eneste dag i 12 timer med oppakning og ned til 30 minus grader.

Aldrig før har en person med en paraplegi forsøgt en udfordring så fysisk og
mentalt krævende, og RYK! ønsker Karen held og lykke med ekspeditionen.

 Find mere info om projektet på poleofpossibility.com, hvor man også kan støtte ekspeditionen med økonomiske midler. Du kan læse mere om Karens mange eventyr på hendes hjemmeside karendarke.com, hvor man også kan købe Karens to bøger. Hun har udgivet: ”Boundless – an adventure beyond limites” og ”If you fall …”.

 

FAKTABOKS

Lidt om toilette og om at holde varmen

Der er et par spørgsmål, jeg MÅ stille Karen. Nok de største og mest omfattende, man kan stille en person med en rygmarvsskade. Og Karen svarer gerne:
- Jeg har topkateter, så jeg skal ikke kateterisere mig, fortæller Karen, der skyller topkateteret hver morgen for at undgå, at det stopper til.
For at sikre sig mod uheld, forsegler hun sammenføjningerne mellem slanger og kateterpose med Zinkoxyd-tape.
- Hvis jeg bliver læk, vil det være uendeligt svært, for ikke at sige umuligt, at vaske tøjet og få det tørt i den antarktiske kulde.
For tarmtømning har Karen og hendes hold udtænkt et smart system.
- Vi har skåret et ”toilethul” i en træ-plade, der ligger i bunden af én af turens plastikpulke. Når jeg skal benytte det, lægger jeg et stykke skumgummi over hullet for at polstre det. Pladen lægges hen over et hul, vi har gravet i isen inde i forteltet. Et andet hul graver vi til mine fødder, så jeg kan sidde rigtigt.
Karen fortæller, at der er varme på ovnen inde i teltet, så hun kan holde varmen, også mens hun sidder i for-teltet.
- Jeg bruger jo en del tid - næsten en time - for at være sikker på, at tarmen er tømt, forklarer Karen og fortsætter: - Det ville jo være et alvorligt problem, hvis jeg fik et ”uheld” i de kolde og barske omgivelser.
På spørgsmålet om, hvordan Karen klare at holde varmen i nogle af jordens koldeste områder, svarer hun:
- Overkroppen holder jeg varm, som enhver skiløber, ved hjælp af mange, tynde lag. På mine ben tager jeg så meget tøj på, som det er muligt, så de aldrig bliver rigtig kolde.
Karen fortæller, at hun har mindst fire eller fem par bukser på (merinould, polartec-fleece og syntetisk foer som fx primaloft) og derudover en kort sovepose for at dække det hele. Om natten bruger hun varmedunke nede i soveposen, hvis hun er blevet for kold i løbet af dagen.
- Jeg er komplet lammet fra T3, så min varmeregulering er rigtig dårlig, men jeg har erfaret, efter at have camperet og gjort alle disse udendørs aktiviteter i årevis, at nøglen til at holde sig varm er aldrig at blive kold på de steder, hvor man kan føle. Når først overkroppen bliver kold, så tager det lang tid at blive varm igen.