850 km i kørestol

MAKONI march

Denne beretning har Niels K. Brinth skrevet til RYK! magasin til inspiration for andre. En beretning om en tur han tog i sin manuelle kørestol fra København via Tyskland til Holland i sommeren 2012. MAKONI marchen strækker sig over 810 km, og det var første gang, at en kørestolsbruger deltog.

Tekst: N.K. Brinth

I foråret 2007 var jeg indlagt til genoptræning på Paraplegifunktionen i Viborg (i dag VCR, red.) efter at have pådraget mig en rygmarvsskade (Th11) ved en eksplosion i et bagholdsangreb i Afghanistan.
Under min indlæggelse satte jeg mig et mål. Det var dengang et højt mål, men jeg savnede noget at ”stile imod”. Jeg anede jo intet om, hvad der kunne lade sig gøre i en kørestol.

Mit første mål

Mit mål var, at jeg ville gennemføre Nijmegen marchen på 160 km. Det lykkedes for mig i 2009 som den første kørestolsbruger nogen sinde. Forinden havde det krævet en omskrivning af reglerne, og det lykkedes kun takket være en hollandsk generalløjtnant, der truede med at trække al militær deltagelse og støtte ud af marchen, hvis jeg ikke måtte deltage.

Den første i kørestol på MAKONI march

Efter marchen i 2009 savnede jeg et nyt mål. Jeg fik kendskab til MAKONI march (MArch KØbenhavn Nijmegen). Mange folk synes, at MAKONI gængerne er tossede, men det blev min næste udfordring.
Der havde ikke ved de to tidligere MAKONI marcher i 2002 og 2007 været en kørestolsbruger med. Men jeg fik lov til at deltage i 2012.
Marchen gennemføres hvert femte år. Der er ca. 60 deltagere. Halvdelen er hollandske soldater, og de resterende er danske soldater. Et af kravene for at komme med på holdet er, at man skal kunne følge med uden at sakke bagud. Hastigheden er 6,3 km/t.
MAKONI marchen er på 810 km og varer 21 dage med start den 31. juni fra Kastellet i København. Derfra går man i march ned gennem Sjælland, sejler fra Korsør til Kiel og følger en rute gennem Tyskland, krydser Elben ved Glücksburg og fortsætter marchen gennem Holland frem til Nijmegen, som er turens mål. Overnatning foregår i sportshaller og lignende. Man medbringer selv køkken, borde, mm. således at hele logistikken fungerer, når man flytter hver dag med 68 mand.

Forberedelsen

I et halvt år op til MAKONI marchen forberedte jeg mig. På de seks måneder tilbagelagde jeg en strækning, der svarer til at køre i bil fra København til Rom og tilbage igen. 3.200 km. En træningsdag var normalt på 56 km. På den længste træningsdag kørte jeg 89 km. Derudover deltog jeg i fire træningssamlinger af 130 og 180 km, der skulle bestås for at få lov til at deltage i MAKONI. Jeg sled et par dæk op, og det første par handsker sled jeg op på blot 26 km. De plejer at holde til 1.000 km!

Udfordringer med kateter

Vi gik otte dage i træk før første hviledag. Derefter tre dage til næste hviledag, og så yderligere tre dage inden vi nåede Nijmegen i Sydholland. Vi bevægede os 68 km på den længste dag med pauser hver anden time. Mine første par handsker var nedslidt efter fem dage. Da turen var slut, havde jeg kørt 850 km siden starten i København. (Kommunen undrer sig over, at jeg slider mine kørestole så hurtigt).
Det sværeste ved turen var, at jeg havde problemer med det faste kateter, som jeg havde lagt, og som på 7. dagen begyndte at stoppe til. Jeg måtte derfor tage det ud og anvende engangskateter, indtil vi kom til Nijmegen, hvor jeg igen forsøgte med fast kateter. I de dage, hvor jeg benyttede engangskateter, satte jeg slangen fra en urinpose, hvor posen er klippet af, til katetret – så kan jeg tisse i skoven som alle andre.

Klatrede op ad trapper

Jeg havde medbragt et opklappeligt toilet, som blev fragtet på den "forplejningsvogn", der var med hvert sted, vi holdt pause. Men i praksis brugte jeg den kun til at bade med. Oftest brugte jeg toilettet på indkvarteringsstederne. Ca. 8-10 gange var det nødvendigt for mig at klatre op ad en trappe til indkvartering. Men ofte blev jeg indkvarteret, hvor der var færrest trin. Jeg sov på en luftmadras, da det var det mest aflastende, jeg kunne finde, og samtidig ikke fyldte for meget. Ulempen var dog, at der var langt ned. Vi matte tage bagage med, der kunne proppes ned i to tasker. Dette overskred jeg kun med mine tvillingehjul.

Snegle, omveje og punkteringer

På de otte dage, vi brugte på de tyske landeveje, og hvor der kun er cykelsti i den ene side, fik jeg meget ondt i den ene overarm. Fra Kiel mod Nortorf gik vi langs Kielerkanalen en tidlig morgen, hvilket resulterede i, at jeg nåede at køre 100 snegle over inden vores første pause. Langs en anden kanal var stien for smal, og jeg måtte ud på nogle omveje. Andre udfordringer var sandede stier, der efter regnvejr var så mudrede, at jeg sank 3-4 cm ned i mudderet. Jeg havde medbragt mine tvillingehjul, som klarer den slags udfordringer, men de var på lastbilen. Det betød, at jeg måtte ud på en omvej på 14 km. Og så var der den dag, hvor der var skybrud, og jeg kørte lige bag en hollænder, der anvendte et kæmpe regnslag. Pludselig trådte han uventet et skridt til siden, hvilket resulterede i, at jeg kørte ind i et skilt.
Jeg fik naturligvis også nogle punkteringer undervejs på turen, som jeg måtte lappe. Også i regnvejr! Under hele turen fik jeg kun hjælp en enkelt gang. Det var til at krydse et væltet træ.

Jeg har modtaget MAKONI mønten som bevis på, at jeg har gennemført turen. Det er en oplevelse for livet – og jeg ”går” igen i 2016.
Nu mangler jeg et nyt mål. Hvis der kan findes sponsorer, skal det være verdens hårdeste kørestolsrace, ”Sadler’s Alaska Challenge”, der strækker sig over 267 miles (ca. 430 km) på seks dage.

 

N.K. Brinth er overkonstabel af første grad ved Jydske Dragonregiment. Siden han blev rygmarvsskadet, har han også været kompagnichef i 3½ år for et HJV kompagni på 93 mand. Han er netop ophørt i forsvaret og er begyndt som teaterskrædderelev samt uddanner sig til skuespiller. Han bor i Holstebro og har datteren Thea på ni år.

PS. Jeg har også gennemført en 100 km ”dødsmarch” på 13 timer og 49 minutter. Inklusiv en pizza midtvejs. Det foregik i min hverdagsstol med mountainbike hjul med stor rullemodstand.