285 km i timen...

Tekst: Cecilia Huldt - Oversættelse: Peter Marx

42-årige Johan Reuterholt har tilbragt rigtig mange timer i garagen ved huset i Bålsta i Sverige. Her står hans selv- byggede sidecar med håndmanøvrering. Sidecar er et trehjulet køretøj, der minder om en motorcykel, og som kommer op på max-hastigheder på omkring 285 km i timen. Johan har kørt sidecar roadracing i over 20 år, og en rygmarvsskade kunne ikke stoppe ham.

Livet fortsætter

Det var under træningen til et sidecarløb i Anderstorp i 1994, at Johan brækkede ryggen. Dengang var han sandsæk, hvilket betyder, at han sad sammenkrøbet på en lille afsats skråt bag føreren og brugte sin vægt til at balancere køretøjet i kurverne. Køretøjet landede forkert, rullede af banen og ind i rækværket. - Man har tid til at få ret meget adrenalin i kroppen før smældet. Først føltes det, som om kroppen var foldet på midten, jeg kunne ikke se mine egne ben. Så kunne jeg

lugte benzin. Jeg husker, at jeg råbte: ”Rør

mig ikke! Løft først cyklen væk, inden den

begynder at brænde.” Dermed tog livet en ny drejning. Han stop- pede med sit job som lastbilchauffør og fik en uddannelse som maskin- og motor- ingeniør. At han snart skulle være tilbage i samme sport og køre mod de samme kon- kurrenter som før, havde han aldrig drømt om, fortæller han. - Det var en kæmpe omvendelse. Men livet fortsætter jo. Det behøver ikke være så farligt, som folk tror, at brække ryggen. Johan Reuterholt må tænke sig ekstra om, når han bliver spurgt om de mere faktuelle detaljer ved ulykken. At han var 26 år, da det skete, må vi for eksempel regne ud sam- men. Han er ikke typen, der er optaget af at se bagud. Den indstilling mener han at have fælles med andre indenfor sporten, der er kommet til skade.

”Et forbandet held...”

- De fleste tager det pænt. Jeg gjorde jo

præcis, hvad jeg syntes var sjovt. Det er et forbandet held, at jeg ikke havde et arbejde, hvor jeg ikke trivedes og pludselig havde fået en palle fuld af ting i hovedet ... det havde været værre. Eller hvis jeg var blevet kørt ned eller overfaldet. Shit happens. Næsten alle accepterer deres skæbne, ellers har man det ikke godt. Johans rygmarvsskade er inkomplet – han fik en del følelse og begrænset funktion til- bage i benene efter nogle år. Men stoppede senere med genoptræningen. - Jeg prøvede alt, i lang tid, siger han med

eftertryk. En dag kom jeg til det punkt,

hvor jeg mærkede, at der ikke skete mere.

Så virkede det meningsløst at fortsætte.

Konstruerede egen sidecar

Som mange aktive personer med relativt lave rygskader, anvender Johan sine arme til meget. Det er vigtigt at træne skuldre og ryg for at undgå nedslidning, konstaterer han. Er han aktiv og holder sig i gang, har han også mindre ondt i muskler og sener. - Når der ligger ting højt oppe på en hylde,

som jeg skal have, hopper jeg ud af køre- stolen, klatrer op og støtter så godt jeg kan. Det er hårdt arbejde. Men man ser tingene

anderledes – man kigger, tænker efter og finder den mest hensigtsmæssige måde. Johans ulykke har medført flere gode ting, synes han. - At jeg tog en anden uddannelse var en stor omvæltning. Jeg havde formodentlig ikke gjort det ellers. Siden indså jeg, at jeg nok skulle have bedre karakterer end de andre for at få et job. Mens jeg terpede, begyndte jeg at konstruere en sidecar, og der fik jeg praktisk nytte af studierne. Jeg var måske mere tæt på virkeligheden end mange andre, takket være min interesse for

motorer.

Comeback

I 2002 gjorde Johan comeback som fører i sin selvbyggede sidecar, hvor alt styres med hænderne. Den største udfordring var fodbremsen. - At bremse en sidecar kræver stor muskel-

kraft, men det lykkedes mig at tilpasse håndbremsen. Siden har han deltaget i en lang række mesterskaber, både svenske, europæiske og VM i sidecar racing, når jobbet tillader det. - I 2008 kørte jeg en hel sæson i VM for sidecar. Totalt sluttede vi på en 12. plads, og det var vi tilfredse med, selvom det kunne have gået bedre. Sidste år kørte jeg kun tre konkurrencer på grund af for meget arbejde, fortæller Johan, der håber på flere konkurrencer i år.

Både job og løb

I dag arbejder Johan med mekanisk kon-

struktion og support på en virksomhed,

der laver respiratorer. Han har aldrig gjort en sag ud af, at han brugte kørestol, når han søgte arbejde. Det har arbejdsgiveren selv måttet opdage ved jobinterviewet, og det har fungeret fint. Når det gælder rejserne og motorløbene, har han den samme indstil- ling – der er ingen grund til at bekymre sig om problemer på forhånd, det meste plejer at løse sig i sidste ende. - Jeg tror ikke, folk blev forbavsede, da jeg kom tilbage for at køre løb igen. Jeg opførte mig sikkert ligesom før ulykken. Men tidligere havde jeg det med at begynde på en masse ting, som jeg ikke altid fuldførte. Med min gamle holdning havde det været så let at opgive at køre løb. Nu blev det i ste- det: Det skal fan’me lykkes! Det er vigtigt at sætte de rigtige delmål.

Fakta

En sidecar har tre hjul og minder om en motorcykel. Vejer ca. 230 kg. Den ene person styrer køretøjet og den anden person er ’sandsæk’, det vil sige hjælper til med at balancere sidecar’en med sin vægt. Man kan opnå en topfart på 285 -300 km i timen. Kører 0-100 km/t på ca. 3 sekunder. Sidecar har meget få udøvere i Sverige, men flere i en del andre lande