2005.03.08 - Svar fra Lars Løkke R. på centralisering

Anders J. Andersen
RYK - Rygmarvsskadede i Danmark
Dansk Handicapforbund
Hans Knudsens Plads 1A, 1
2100 København Ø

Kære Anders J. Andersen.

Tak for dit brev af 6. december 2004, hvor du på vegne af Rygsmarvsskadede i Danmark (RYK) afgiver høringssvar på udkastet til Sundhedslov. Jeg har noteret mig, at RYK hilser de generelt øgede beføjelser til Sundhedsstyrelsen om specialeplanlægning i udkastet til Sundhedslov velkommen men finder, at Sundhedsstyrelsen som tilsynsmyndighed af egen kraft - uden af der foreligger en anmodning fra en af de berørte parter (udkastets §§ 203-204) - burde kunne tage spørgsmål om lands- og landsdelsfunktionerne op og have beføjelser til at træffe afgørelse herom efter at have indhentet udtalelse fra det rådgivende udvalg for specialeplanlægning.

Som begrundelse for dette anfører RYK, at sygehusejerne ikke giver de rygmarvsskadede de behandlingstilbud, de burde have efter specialevejledningen og Sundhedsstyrelsens anbefalinger i redegørelse fra 1994 om para- og tetraplegi. På den baggrund tilkendegiver RYK ønske om en organisatorisk centralisering af behandlingsindsatsen overfor rygmarvsskadede.

Som bekendt er forslaget til Sundhedslov nu fremsat, og som RYK sikkert allerede har konstateret, er bestemmelserne om specialeplanlægning ikke ændret. Årsagen til dette er, at Sundhedsstyrelsens beføjelser er styrket markant i det foreliggende forslag og at styrelsen, som jeg ser det, allerede har mulighed for at træffe afgørelse om lands- landsdelsfunktioner, uden at der foreligger en anmodning fra en af de berørte parter.

Det fremgår således af Sundhedslovforslagets § 209, der svarer til høringsudkastets § 203, at Sundhedsstyrelsen fastsætter krav til lands- og landsdelsfunktioner, herunder til deres placering på regionale og private sygehuse, at Sundhedsstyrelsen godkender lands- og landsdelsfunktioner på regionale og private sygehuse, at Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler om visitation af patienter til behandling på afdelinger med lands- og landsdelsfunktioner, og at Sundhedsstyrelsen kan inddrage en godkendelse såfremt en sygehusafdeling med lands- eller landsdelsfunktion, trods pålæg herom fra Sundhedsstyrelsen, ikke opfylder de fastsatte krav.

Sundhedsstyrelsen kan selv træffe afgørelse på disse punkter efter en forudgående høring af det kommende rådgivende udvalg for specialeplanlægning. Udvalget skal dog ikke høres i sager om godkendelse af lands- og landsdelsfunktioner på regionale og private sygehuse.

Det er med andre ord ikke en forudsætning, at der foreligger en anmodning fra en af de berørte parter for at Sundhedsstyrelsen kan tage sager op og træffe afgørelse om lands- landsdelsfunktioner.

Med hensyn til sygehusejernes gennemførelse af anbefalingerne i Sundhedsstyrelsens redegørelse fra 1994 om para- og tetraplegi og hvorvidt de overholder anbefalingerne i specialvejledningen, har Indenrigs- og Sundhedsministeriet anmodet Sundhedsstyrelsen om en udtalelse.

Sundhedsstyrelsen oplyser i vedlagte brev af 16. december 2004, at man ikke har foretaget systematisk opfølgning på implementeringen af redegørelsen eller specialevejledningen hvad angår para- og tetraplegi for så vidt angår viderevisitation af relevante patienter til en lands- og landsdelsfunktion. Dog bemærker Sundhedsstyrelsen, som det også fremgår af brevet fra RYK, at de organisatoriske anbefalinger i redegørelsen fra 1994 i udstrakt grad er indarbejdet i specialevejledningen fra 2001, og at reglerne om visitation til højt specialiseret behandling (vejledning af 30. juni 2003 om visitation til højt specialiseret behandling på lands- landsdelsafdelinger) giver patienterne bedre muligheder for korrekt visitation, idet visitation til den relevante lands- og landsdelsafdeling kan ske direkte fra almen praksis, speciallægepraksis og udenamts sygehuse.

Hertil kommer, at Sundhedsstyrelsen ikke har modtaget konkrete henvendelser om manglende efterlevelse af specialevejledningens anbefalinger, om end styrelsen har drøftet behandling af para- og tetraplegikere med sygehusejerne i forbindelse med konkrete kautionssager, hvor specialvejledningens anbefalinger er blevet indskærpet. Sundhedsstyrelsen har således ikke erfaring med, at sygehusejerne generelt ikke efterlever specialvejledningens bestemmelser om behandlingstilbuddene til rygmarvsskadede.

Jeg kan dog oplyse, at Sundhedsstyrelsen har taget sagen op igen på baggrund af nye, konkrete oplysninger i en artikel i Ugeskrift for Læger af 14. februar 2005, nr. 7, om behandling af columnafrakturer med mistænkt eller konstateret rygmarvs- eller nerveskade (para- og tetraplegi) på Glostrup og Odense Sygehuse. I brev af 25. februar 2005 har Sundhedsstyrelsen således anmodet Københavns og Fyns Amter om at kommentere oplysningerne i artiklen og henstillet, at behandling af sådanne patienter på de to sygehuse ophører og i stedet henvises til de neurokirurgiske landsdelsafdelinger ved Rigshospitalet og Århus Universitetshospital.

Da Sundhedsstyrelsen således har indskærpet specialevejledningens anbefalinger, og da det i det foreliggende forslag til Sundhedslov yderligere er tydeliggjort, at specialvejledningens bestemmelser er forpligtende for sygehusejerne, finder jeg ikke, at der for nærværende er anledning til at ændre på organiseringen af behandlingsindsatsen for rygmarvsskadede.

Med venlig hilsen
Lars Løkke Rasmussen